Sådan kan du som leder bedst muligt støtte impostor-ramte medarbejdere

Har du medarbejdere, der er ramt af impostor-fænomenet? Få vores gode råd til, hvordan du som leder støtter dem bedst muligt.
Del artikel:

Som leder er der flere ting, du bør være opmærksom på at gøre enten mere eller mindre af for at være den bedste leder for medarbejdere, der lider af impostor-fænomenet.

Har du medarbejdere, der har svært ved at tage imod ros, konstant fokuserer på deres fejl og har en tendens til at gruble meget og internalisere udfordringer? Måske de lider af impostor-fænomenet, som er et fænomen, der ofte rammer højtuddannede og succesrige mennesker.

Som leder er det vigtigt at udvise støtte og forståelse, når du arbejder med medarbejdere, der lider af impostor-fænomenet. Dette er især vigtigt i situationer, hvor du skal levere feedback eller konstruktiv kritik.

Her er fem gode råd til, hvordan du som leder bedst muligt støtter impostor-ramte medarbejdere:

1. Tænk på dig selv som en rollemodel

Hvis du, eller andre seniormedarbejdere, åbent fortæller om jeres usikkerheder på arbejdspladsen, kan det have en stor, positiv betydning og hjælpe andre. Derfor opfordrer vi til, at du som leder skaber et trygt psykisk arbejdsmiljø, hvor der er plads til at tale åbent om fejl, usikkerheder og tvivl.

2. Vær opmærksom på, hvordan du giver kritik

Folk, der er impostor-ramte, er mere sårbare, når de får kritik. Derfor bør du både være opmærksom på, hvordan du formulerer kritikken, men faktisk også være obs på måden du siger det på; Hvordan er dit tonefald – virker det venligt og respektfuldt? Eller virker det nedladende? Her spiller kropssprog og dit tonefald en stor rolle.

Du kan også bede den impostor-ramte om at vurdere sig selv på nogle områder, som de f.eks. altid bliver vurderet på efter et projekt. På den måde bliver kritik og feedback en mere forudsigelig oplevelse for dem.

Hvad er impostor-fænomenet?

På dansk bliver det også kaldt bedragerfænomenet eller bedragersyndromet. At kalde det et syndrom kan give den misforståelse, at der er tale om en diagnose, hvilket det ikke er.

Kort sagt dækker fænomenet over en frygt for at fejle og for at blive opdaget som en bedrager. Er man ramt af impostor-fænomenet, vil man have en oplevelse af indre tvivl, bedrag og usikkerhed, hvor man føler sig uformående i sit arbejdsliv, selvom man har opnået gode resultater, der objektivt kan bevises. Impostor-fænomenet rammer oftest de dygtigste, de mest introverte og de mest begavede personer.

3. Vær specifik i din feedback

Jo mere konkret du er, når du giver en impostor-ramt feedback – jo bedre. Håndgribelig ros og feedback giver medarbejderen klare retningslinjer omkring deres præstationer, og det kan afhjælpe usikkerheden og tvivlen, som ofte følger med impostor-fænomenet.

Når du meget konkret forklarer, hvordan og hvorfor medarbejderen f.eks. lykkedes rigtig godt med et projekt, kan den impostor-ramte bedre stole på feedbacken, fremfor hvis du blot siger "du klarede det godt". Den konkrete feedback hjælper medarbejderen med at få et mere realistisk billede af deres evner og bidrag, og det kan hjælpe medarbejderen med at forstå, at de har opnået konkrete resultater og har kompetencer, der værdsættes.

4. Respektér medarbejderens usikkerhed

Har du en medarbejder, der kommer til dig med en usikkerhed omkring et nyt projekt eller en ny opgave, bør du ikke affeje det med f.eks. at sige: ”Det gik jo så fint sidste gang, du har styr på det”. I stedet skal du lytte til, hvad medarbejderen egentlig fortæller dig, og være opmærksom på at støtte medarbejderen og tilbyde din sparring.

Fortæller medarbejderen dig f.eks., at han/hun er usikker på, hvordan han/hun skal nå sine andre opgaver i forbindelse med et nyt projekt, så tilbyd din sparring og anerkend medarbejderen for, hvor samvittighedsfuld han/hun er.

5. Tag ikke en dygtig impostor-ramt medarbejder for givet

Set udefra ligner det måske, at alt går fint, fordi du netop har givet medarbejderen mere ansvar eller lønforhøjelse. Det kan være, at du tænker, at medarbejderen ikke længere har behov for støtte, fordi han/hun er så selvkørende. Men måske medarbejderen faktisk har behov for at blive spurgt ind til projektet og få bekræftet vigtige beslutninger – det kan nemlig virke meget beroligende. Det kan du helt konkret gøre ved at sige: ”Der er x fordele og x ulemper ved at gøre det her, men jeg ville have valgt det samme som dig. Det var en fornuftig beslutning”.

Få flere gode råd om impostor-fænomenet i vores guide

Impostor-fænomenet er særligt udbredt blandt højtuddannede, succesrige mennesker. Og naturligvis også blandt ledere.

Download vores guide og bliv klogere på impostor-fænomenet, herunder typiske situationer, der kan trigge dine impostor-tanker og 10 strategier til at overvinde dit impostor-kompleks.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}