Gå til sidens indhold

Flytninger og karrieresparring

En flytning af arbejdspladsen hvirvler en mængde spørgsmål op og kan blive en anledning til at gøre status: Hvor er jeg i mit arbejdsliv? Og hvor vil jeg gerne hen?

Din karriere er helt overordnet en samlet betegnelse for, hvordan du har formet og former dit arbejdsliv ud fra dine værdier, dine muligheder, dine ønsker og dine kompetencer.

Når din arbejdsplads skal flytte langt væk, bliver flere af de brikker kastet op i luften samtidig: Hvad vil det betyde for din familie, hvis du eller I flytter med (værdier)? Kan du få et andet og ligeså godt job, hvis du ikke flytter med (muligheder og kompetencer)? Ønsker du at flytte med?

Lige meget om din arbejdsplads bliver helt eller delvist flyttet, har usikkerheden op til udmeldingen formodentlig dannet grobund for karrieremæssige overvejelser. Hvad nu hvis, det bliver min arbejdsplads? Hvordan skal jeg få det bedst mulige ud af situationen i forbindelse med arbejde, familie, bolig? Skal jeg flytte med - eller skal jeg ikke flytte med?

Hvis du flytter med

De fleste vil i løbet af en karriere opleve bump på vejen i form af større eller mindre kriser. Hvis din arbejdsplads bliver flyttet, kan det betragtes som et af disse bump – men det kan også vendes til en mulighed.

Hvis du vælger at flytte med, kan du overveje: 

  • Er det nu, du skal bringe dine udviklingsmuligheder i jobbet i spil? Er det nu, du skal udfordre din rolle, arbejdsopgaver, ansvarsområder?
  • Er det nu, du skal gribe de muligheder, der kan ligge i at være ”en af de gamle” – både i forhold til at bringe det, der virker, videre, men også i forhold til at gentænke nogle af de arbejdsgange/kulturer, der hidtil har kendetegnet arbejdspladsen?

Find nye karriereveje sammen

Hvis det ikke er muligt for dig at flytte med din arbejdsplads, skal du i gang med at finde nye veje. Det kan være både hårdt og sorgfuldt at sige farvel til et job, du måske er glad for. For at sikre, at du tager det bedste med dig ind i et nyt job, er det vigtigt, at du, lige så snart du er klar til det, lægger en strategi for, hvordan du kommer godt videre.

Det er en rigtig god ide, hvis I som kolleger bliver enige om at støtte, guide og vejlede hinanden. Giv håndslag på, at I etablerer et fortroligt rum, hvor I kan drøfte tanker, bekymringer og drømme. I har gode muligheder for at hjælpe hinanden med alt fra kompetenceafklaring - hvad er det jeg gør, når jeg gør det, jeg gør bedst? - til sparring på næste skridt - skal jeg lave mere af det samme eller skal jeg satse på et større karriereskridt? I kan dele netværk, jobopslag og så videre med hinanden.

Måske er I konkurrenter om nogle af de jobs, der er slået op, men det kan lige så vel være, at I kan bruge hinanden til at sætte kurs mod alternative retninger.

Det er centralt for et karriereskift at overveje: 

  • Hvilke sektorer eller brancher vil du søge videre i?
  • Har du netværket, der kan hjælpe dig med at blive mere afklaret? Bruger du eksempelvis LinkedIn som jobsøgnings- og afklaringsredskab?
  • Og indtil arbejdspladsen flytter: Er der arbejdsopgaver kan du med fordel prøve at koncentrere dig om lige nu og her? Kan du måske få flere af den type opgaver, som du gerne vil arbejde videre med, så du får det rigtige på dit cv?

Få hjælp i DM

DM’s karrierekonsulenter kan også rådgive dig og hjælpe med at fastholde det konstruktive spor i alle de overvejelser, der melder sig, hvis du lige har fået at vide, at din arbejdsplads skal flytte.

Læs mere om DM's karrieretilbud og book en karrieresamtale