Sådan går du på deltid uden at snyde dig selv

© Morten Bengtsson

Del artikel:
Af William Leerbech Meyer

Deltid kan give rigtig god mening for nogle, fx mens børnene er små. Men at gå ned i tid har også konsekvenser. Her er derfor en række gode råd, inden du beslutter dig for at gå på deltid.

Ønsket om at gå ned i tid en stor beslutning. Drømmer du om at gå ned i tid, er det derfor vigtigt, at du ved, hvilke konsekvenser det har, så du ikke bliver uheldigt overrasket.

Træf dit valg på et oplyst grundlag

Sæt dig ned – gerne med din partner eller DM – og tal beslutningen grundigt igennem. Overvej blandt andet:

  • Pension

Umiddelbart virker det måske ikke af meget, hvis du fx mister små tusind kroner i pension hver måned, men tallene løber hurtigt op. Det påvirker din pension betragteligt, hvis du er på deltid i fx fem år.

Kontakt derfor dit pensionsselskab og få vejledning om, hvordan det påvirker din pension.

  • Karriere

At gå på deltid behøver ikke at få konsekvenser for din karriere, men det kan det få. Fx kan det gå ud over din tilknytning til arbejdsfællesskabet.

  • Ligestilling

Flere ting på arbejdsmarkedet påvirker kvinders ret til lige løn og muligheder – og deltid er en årsag. Deltid medfører lavere løn, lavere pension og muligvis dårligere karrieremuligheder samt en skæv fordeling af arbejdet i hjemmet.

Overvej som kvinde, om din partner ikke lige så godt kunne tage på deltid, eller om I kunne dele ansvaret.

Skab rimelige rammer

Går du ned i arbejdstid, går du også ned i løn. Sørg derfor for, at du også går tilsvarende ned i mængden af arbejdsopgaver.

Det vil ofte være en god idé, hvis du selv præsenterer en række forslag til din chef om, hvilke opgaver der skal fjernes fra dit bord.

Ellers risikerer du at havne i en stressfælde, hvor du føler, at du skal nå det samme som før.

Stress

Læs, hvordan du forebygger stress og ser faresignalerne.

Det er desuden vigtigt, at du kan få lov til at vende tilbage til fuld tid igen. Sørg for, at der i din nye kontrakt står, at du og din chef efter et år evaluerer, hvordan det går med at være på deltid, og at du har ret til at vende tilbage til fuld tid.

Sæt dig endelig ind i arbejdspladsens politik om hjemmearbejde. I lyset af erfaringer under corona er mange arbejdspladser gået i gang med at drøfte den fysiske tilbagevenden samt fremtidige muligheder for mere eller mindre fast hjemmearbejde efter corona.

Kilde: Trine Lund Niegel, forhandlingskonsulent, DM

Deltid

Læs om dine muligheder og rettigheder for deltid.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}