Camilla Gregersen er valgt til næstforkvinde for Kvinderådet

Del artikel:

Ligestilling skal højere op på den politiske agenda, mener Camilla Gregersen, der er valgt til næstforkvinde for Kvinderådet. Hun mener, mere ligelig fordeling af barsel er vejen til større ligestilling på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Camila Gregersen er netop valgt til næstforkvinde for Kvinderådet, hvor hun skal være med til at løfte arbejdet med at fremme ligestillingen.

”Kvinderådet arbejder for, at det, du må og kan opnå, ikke må afhænge af hvilket køn, du har. Det er helt centralt for at skabe ligestilling. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til arbejdet for Kvinderådet”, siger Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening.

Lige ret til barsel en mærkesag

Der er brug for et opgør med de traditionelle roller, der former vores hverdag, mener Camilla Gregersen. 

”Det moderne arbejdsmarked og lovgivning skal ikke reproducere forældet tankegang om forskelle på kvinder og mænds evner”.

Ligestilling på arbejdsmarkedet og familierne går gennem mulighed for mere lige fordeling af forældreorloven. Derfor er forældrenes ligestilling efter fødslen også målet for Camilla Gregersen.

”Jeg mener, at barselsorloven skal moderniseres, så forældrene bliver ligestillet efter fødslen. Der skal både være rettigheder til den fødende og til partneren til den gravide, og de måneder skal være øremærket”, mener Camilla Gregersen og fortsætter:

”En sådan modernisering af barselslovgivningen vil give mulighed for, at den ene forælder kan tage mest barsel, men det giver også mulighed for lige deling af orlov, så man kan finde den løsning, der passer til ens familiesituation”.

Tiden er moden til en revolution

Ligestillingspolitikken har ifølge Camilla Gregersen ikke været højt nok på den politiske dagsorden.

”Ligestillingen har længe været underprioriteret politisk, og derfor er vi desværre langt fra målet om lighed mellem kønnene i Danmark. Det skal der gøres op med”, siger Camilla Gregersen.

Hun understreger, at lighed mellem kønnene ikke er noget, man kommer sovende til.

”Der skal en mindre revolution til, fordi vi som samfund skal være enige om, at nu skal der skiftes retning – men den bevægelse vil jeg gerne gøre mit for at skubbe til”, siger Camilla Gregersen, der sammen med Nanna Højlund og Line Gessø Storm Hansen udgør forkvindeskabet i Kvinderådets styrelse.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}