Finanslov: 2-procentbesparelserne fortsætter, men der er nye penge på vej til kulturområdet

Del artikel:

Dansk Magisterforenings formand gør status på en finanslov, der ifølge hende samlet set ikke sikrer udviklingen af Danmark.

De omdiskuterede 2-procentbesparelser fortsætter næste år. Det kom frem, da regeringen fredag præsenterede finansloven for 2019.

- Det er hovedløst, at der ikke er villighed til at prioritere uddannelsesområdet. 2-procentbesparelserne udfordrer uddannelseskvaliteten, og det rammer både de studerende og deres kommende arbejdsgivere, når der spares på uddannelsesområdet, siger Camilla Gregersen.

Der bliver taget og givet til kulturen


Camilla Gregersen er glad for, at der føres penge tilbage til kulturområdet herunder til de kunstneriske uddannelsesinstitutioner og til Det Kgl. Bibliotek. Men hun er kritisk over for, at der bliver sparet på driften, mens der bliver tilført penge til projekter.

- Vi har kæmpet hårdt for et løft på kulturområdet. Det har været underprioriteret politisk. Et rigt og varieret kulturliv er forudsætning for, at vi har en bredtfavnende samfundsdebat om alle mulige emner. Derfor er det godt, at politikerne prioriterer kulturen på finansloven. Men så længe 2-procentbesparelserne fortsætter, tærer det på vores kulturinstitutioner. Jeg er bekymret for tendensen til, at man tager fra driften og giver til specifikke politiske projekter, siger Camilla Gregersen.

Uambitiøs på forskning

På forskningsområdet er der ikke nye midler på Finansloven for 2019. Og det ærgrer formanden.

- Jeg synes, det er sørgeligt, at regeringen ser niveaet for offentlig forskning på 1 procent af BNP som et loft og ikke som et gulv. Forskning er helt afgørende for Danmarks position som vidensamfund. Med udviklingen omkring os i disse år, er der så mange spørgsmål, der kræver svar og handling – se bare på klimaområdet. Der er brug for en mere ambitiøs forskningspolitik, så vi kan skabe bæredygtige løsninger - det skylder vi kloden og de kommende generationer, siger Camilla Gregersen.

Politisk fokus på arbejdsmiljø


På arbejdsmiljøområdet har regeringen og Dansk Folkeparti valgt at opgive planlagte besparelser på Arbejdstilsynet i 2019. Samtidig har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i sidste uge indkaldt til brede politiske forhandlinger om en arbejdsmiljøreform. Dansk Magisterforenings formand glæder sig over prioriteringen af arbejdsmiljøområdet.

- Det er meget tiltrængt, at man med finansloven opgiver flere besparelser på Arbejdstilsynet. De senere års massive besparelser har betydet færre tilsyn på arbejdspladserne, selvom udviklingen desværre generelt går i den forkerte retning, når det kommer til stress og arbejdsmiljøudfordringer. Der er behov for langt større fokus på psykisk arbejdsmiljø og forebyggelse, og jeg håber inderligt, at de kommende politiske forhandlinger om en arbejdsmiljøreform lander med en aftale, der kan øge trivslen og sundheden på fremtidens arbejdsmarked, siger Camilla Gregersen.

- Vi har brug for udvikling og ikke afvikling af Danmarks position som videnssamfund. Jeg synes, at finansloven burde sætte mere fokus på, hvordan vi skaber attraktive vidensmiljøer i forskningsinstitutioner og private virksomheder for både danskere og vores udenlandske kolleger. Det kan man ikke sige er tilfældet med finansloven for 2019, desværre, siger Camilla Gregersen.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}