Lønforhandling er en færdighed. Og som akademiker har du gode kort på hånden: en lang uddannelse, specialiseret viden og et arbejdsmarked, der efterspørger det, du kan.
DM har rådgivet akademikere om løn og lønforhandling i over 130 år og ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Nedenfor finder du DMs konkrete råd til, hvordan du forbereder dig, hvad du siger, og hvad du gør, hvis svaret er nej.
Er du i tvivl om, hvad du bør tjene, inden du starter, kan du bruge DMs lønberegner eller kontakte en af DMs rådgivere.
DM's store lønguide
Hent DM's store lønguide, der indeholder eksklusive tal for både det kommunale, regionale, statslige og private område. Når du ved, hvad andre som dig tjener, er du godt på vej til din egen næste lønstigning.
Privat eller offentligt ansat
Om du er offentlig eller privat ansat afgør, hvordan du forhandler.
Som offentligt ansat forhandler du som hovedregel løn og tillæg gennem din tillidsrepræsentant.
Som privatansat forhandler du oftest selv direkte med din leder. DMs råd nedenfor gælder for begge situationer.
Er du offentligt ansat, kan du bruge rådet både til at forberede din egen løndialog med lederen og til at klæde din tillidsrepræsentant bedst muligt på til den egentlige forhandling.
Mange offentlige ansatte har en individuel forventningssamtale forud for lønforhandlingen, og derfor er det vigtigt at kunne formulere og begrunde sit lønkrav og give TR en stærk indstilling at arbejde videre med.
Forbered dig grundigt: Det er her, forhandlingen afgøres
Lønforhandlingen begynder længe før, I sætter jer ved bordet på chefens kontor. Gør din leder opmærksom på din indsats og dine resultater løbende i løbet af året og ikke kun op til den formelle lønsamtale. Det giver dig et stærkere udgangspunkt, når forhandlingen begynder.
Inden selve forhandlingen: Opstil dine konkrete argumenter for en lønforhøjelse. Har du nået bestemte mål siden sidst? Skabt resultater der har haft en målbar effekt for din afdeling eller organisation? Taget ansvar for projekter, der ligger ud over din stillingsbeskrivelse?
Skriv argumenterne ned og sig dem højt for dig selv. Du kan eventuelt sende dem til din leder inden mødet, så vedkommende er forberedt på dine forventninger og grundlaget for dem.
Sæt dit mål en anelse højere end det, du forventer at opnå. Det giver rum til at forhandle. Undersøg virksomhedens eller institutionens økonomi inden mødet og brug det til at vurdere, hvad der er realistisk at bede om.
Hvis der er overenskomst på din arbejdsplads, så tjek generelt aftalte lønstigninger og aftaler om, hvor mange penge der er til fordeling individuelt.
Sådan dokumenterer du din anciennitet
Sådan forhandler du din løn op
Løn er ikke kun kroner
Forbered alternativer hvis din leder afviser en reststigning: en højere pensionssats, engangstillæg, kurser eller efteruddannelse, ekstra feriedage, fri mobil eller internet eller sundhedsforsikring. Det kan være lettere for en leder at sige ja til en af disse løndele end til en direkte låst stigning, og værdien kan være den samme.
Beregn værdien af andre løndele med DMs vilkårberegner
Har du ret til lønregulering?
Som privatansat bør din løn reguleres hvert år, så den følger den generelle lønudvikling, også selvom du ikke får forhandlet en lønstigning. Har du ikke allerede en aftale med din leder om en årlig lønregulering, bør du forsøge at aftale det og få det skrevet ind i din kontrakt.
Har din løn ikke fulgt den generelle udvikling, er det et selvstændigt argument for en regulering. Du kan foreslå, at lønnen fremover reguleres efter forbrugerprisindekset eller den gennemsnitlige lønstigning for privatansatte magistre. Som offentligt ansat reguleres din løn automatisk via reguleringsordningen.
Læs om lønregulering i det offentlige
Under forhandlingen: stå fast og lyt
Det er vigtigt at stå fast på dine argumenter, men det handler ikke om at være stædig. Det handler om at holde fast i dit grundlag. Tag ikke et nej for et nej. Betragt det som et udspil.
Spørg din leder ind til begrundelsen, hvis de afviser, at der er noget at forhandle om. Ofte åbner det for en dialog og en fælles forståelse, der kan bane vejen for en aftale. Maske afviser din leder på et forkert grundlag.
Lyt aktivt og hold en konstruktiv tone gennem hele samtalen. Nye muligheder opstår ofte, når man spørger åbent ind frem for at forsvare sin position.
Hvad gør du, hvis du ikke får lønstigning?
Giv udtryk for, at resultatet ikke svarede til dine forventninger, og spørg direkte: hvad skal der til, for at jeg kan få en lønstigning næste gang?
Få svaret konkretiseret og ned på skrift, og aftal en dato for den næste lønforhandling, inden I afslutter mødet.
Husk at næste lønforhandling starter i det øjeblik, I forlader mødelokalet. Brug perioden frem til at dokumentere præcis de resultater, din leder pegede på.
Få hjælp fra DM
Vores rådgivere hjælper dig med at forberede din lønforhandling, vurdere om du er lønnet rigtigt, og navigere i det, der kan være svært at gøre alene. Som DM-medlem er rådgivningen gratis.
Vi har desuden et gratis onlinekursus, der guider dig igennem lønforhandlingen trin for trin: fra forberedelse til opfølgning.
Onlinekursus om lønforhandling
DM har udviklet et e-læringsværktøj, hvor vi giver gode råd til, hvordan du griber en lønforhandling an, før, under og efter selve forhandlingen. Første gang du besøger onlinekurser.dk, skal du tilmelde dig og oprette en profil.
Kontakt DM
DM kan rådgive dig om løn og lønforhandling. Kontakt DM, hvis du skal til at forhandle løn.