Debat: Der er brug for retsgaranti til de svageste på arbejdsmarkedet

Vi kan i dag konstatere, at vores indsigelse mod førtidspensionsreformen var skræmmende relevant. Reformen markerer et skel i socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, hvor alle nu konstant skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, uanset om de kan eller ej.

DEBATINDLÆGGET ER BRAGT I INFORMATION D. 9. AUGUST 2017

Virkeligheden har overgået fantasien, når man hen over sommeren har fulgt Informations dækning af situationen for de danskere, der er tvunget til at søge om førtidspension. Det virker på alle måder urimeligt, at dødssyge mennesker udsættes for utallige arbejdsprøvninger og endeløse ressourceforløb.

Allerede før loven om revidering af førtidspension og fleksjob blev vedtaget, skrev flere fagforeninger et fælles brev til samtlige beskæftigelsesordførere og gjorde det klart, at der var problemer med loven.

»Der er behov for meget klare visitationskriterier for, hvornår personer er berettiget til henholdsvist førtidspension og fleksjob, og det bør præciseres, hvad der menes med ' væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen'. Derudover skal personer med meget lav arbejdsevne sikres mulighed for at få tilkendt førtidspension,« skrev vi.

Vi kan i dag konstatere, at vores indsigelse dengang var skræmmende relevant. Loven er i dag sådan indrettet, at den enkelte ikke blot skal kunne påvise manglende arbejdsevne, men også at det ikke vil være muligt at udvikle arbejdsevne over tid. Og hvordan beviser man det? Reformen markerer et skel i socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik, hvor alle nu konstant skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, uanset om de kan eller ej. Reformen er en flænge i det sikkerhedsnet, som mange ellers hylder i skåltaler, når de taler om velfærd.

Det frivillige aspekt

Vi har selvfølgelig set gode ressourceforløb, der har givet mening for medlemmerne, men vi har også set alt for mange forløb, der tydeligt var nyttesløse og ikke mindst endeløse. Vi har eksempelvis set et medlem med svær PTSD, hvor der skulle arbejdes hårdt, før kommunen kunne erkende, at alle muligheder for udvikling af funktionsevnen var udtømte.

Dette på trods af, at rehabiliteringsteamet slet ikke talte om udvikling af arbejdsevnen, da medlemmet havde det meget dårligt psykisk. Medlemmet skulle gennem en hård og opslidende proces, før han fik tilkendt førtidspension, og personens tilstand blev kraftigt forværret under forløbet. Vi skyder ikke på de ansatte på jobcentrene, for der er mange dygtige ansatte, der kæmper for at gøre en forskel. I stedet retter vi blikket mod lovgivningen.

Vi mener, at ressourceforløb kan blive en gevinst frem for en pisk, hvis det for personer med en arbejdsevne på få timer om ugen bliver frivilligt, om de ønsker at være i et ressourceforløb, blive visiteret til fleksjob eller modtage førtidspension.

Det frivillige aspekt vil kunne give et tilbud om udviklingsprojekter til dem, der magter det, og hvor der er et reelt potentiale for tilknytning til arbejdsmarkedet, og man ville samtidig undgå mærkelige mediehistorier om sengepraktik for dem, der reelt ikke har nogen chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Der er brug for en retsgaranti til de svageste på arbejdsmarkedet. Vi håber, at samtlige partier vil overveje at give denne retsgaranti til de personer, der har ingen eller meget lille arbejdsevne, når loven skal evalueres i første halvår af 2018. Og vi håber, at ministeriet frem til da bruger tiden på at udtænke nogle gode evalueringskriterier, så der ikke kun måles på, hvor mange penge man har sparet ved at afvise førtidspensionstildeling til de svageste, men at der også måles på, hvor mange der er kommet i ordinær beskæftigelse efter at have cyklet rundt i systemet på nedsat ydelse. 

Og det med den nedsatte ydelse er helt essentielt. Et centralt element i loven var, at de mest sårbare borgere, som kommer i ressourceforløb, kun modtager en kontanthjælpssats - dog uden modregning for formue og ægtefællens indtægt. Det er altså en lavere sats end førtidspension eller sygedagpenge. På den måde gives kommunerne det smukkeste incitament til at undersøge, om arbejdsevnen ikke skal testes en ekstra gang i endnu et ressourceforløb. I vores optik ville det være mere rimeligt, hvis ressourceforløbsydelsen i stedet var på sygedagpengeniveau. Det ville så også fjerne det uhensigtsmæssige økonomiske incitament til at lade borgerne være unødigt længe i et ressourceforløb.

Vi håber, at evalueringen af loven vil føre til grundlæggende ændringer, så vi igen kan sige, at vi behandler dem med ingen eller næsten ingen arbejdsevne anstændigt.

Camilla Gregersen er formand for Dansk Magisterforening, Mona Striib er næstformand for FOA og Ellen Lykkegård er socialpolitisk ansvarlig i 3F