Det er ikke et nederlag at lave planen om

Trine Halle har målrettet brugt en karriereplan for at nå sit mål om at blive museumsinspektør. Men man skal være klar til at justere planen og være sin egen bedste ven undervejs, siger hun.

Af Benedikte Ballund

”Jeg gider ikke sige, at det har været så nemt og bare er kørt derudad. Det har overhovedet ikke kørt derudad. Der har været sideveje, omveje og tårer, men heldigvis også gode oplevelser”, fastslår hun. 

Som mange andre har Trine Halle måttet sande, at arbejdsmarkedet ikke nødvendigvis står klar med den stilling, man drømmer om, når man forlader universitet. Alligevel er det lykkedes hende at nå frem til sit nuværende ønskejob som museumsinspektør ved Magasin du Nord Museum, og det skyldes ikke mindst, at hun undervejs har støttet sig til en karriereplan og forsøgt at arbejde bevidst hen mod sit mål.

Hendes far gav hende ideen. Det var ham, der både blev glad og stolt, da hun fortalte, at hun ville læse historie, men også satte sig ned med hende og fortalte, hvad hun kunne regne med at få i løn, advarede hende om, at der nok ville komme perioder med arbejdsløshed og tegnede hende som historiker på et stort ark, hvidt papir. ”Du står her, og du vil gerne herover”, sagde han og pegede på den anden ende af papiret. ”Hvordan kommer du det? Du kan godt, men jeg tør love dig, at vejen ikke bliver lige, for det gør den sjældent, ligegyldigt, hvad du vil være”.

Søndag aften var aldrig sjov
Da Trine Halle var blevet kandidat, satte hun sig igen ned med et hvidt stykke papir og lavede en plan for hvordan hun skulle nå fra A til B. Nu var endemålet, at hun skulle have et job som museumsinspektør, inden der var gået fem år. 

Det første bump på vejen kom, da studenterjobbet på Frilandsmuseet ikke blev til en ansættelse, efter at specialet var afleveret. Hun kom heller ikke til samtale, når hun søgte museumsstillinger. I stedet arbejdede hun i sin mors boghandel, indtil hun via et vikarbureau havnede i en midlertidig stilling i Direktoratet for FødevareErhverv, hvor hun behandlede ansøgninger om EU-landbrugsstøtte.

Nogle gange synes jeg, at vi glemmer at se vores forløb som karriereforløb. Vi ser det måske mere som en kamp. Vi er villige til at tage et hvilket som helst job. Bare vi ikke er arbejdsløse.”Jeg ville gerne holde mit cv i gang. Jeg havde ikke lyst til at træde ud af arbejdsmarkedet”, siger hun og indrømmer åbent, at hun var rigtigt ked af det i de ti måneder, det varede. Selvom historikeren i hende var glad for systemerne, strukturerne og for at holde styr på data, var det ikke hendes spidskompetence at tale med landmænd, der fortalte, at hun havde taget deres børns jul eller truede med at gå i søen, fordi de havde mistet deres støtte.

Kamp eller karriere
Alligevel holdt hun fast i, at det var en del af processen, selvom hun var ked af det. Og det er noget, som er værd at huske på, siger hun.

Så karriere er ikke noget, der først går i gang med, når man har fået det job, man drømmer om?
”Nej, i min optik starter karriereforløbet, når du står med dit eksamensbevis. Tag ikke fejl: Der har været masser af gange, hvor jeg har siddet med tårer i øjnene og sagt til mine veninder: ”Jeg når aldrig derhen. Jeg bliver ved med at gå i cirkler. Hvad skal det dog ende med?” Men den samtale, jeg havde med min far og det, at han tog det, jeg gerne ville, så seriøst, gjorde, at jeg også selv kunne se det som et karriereforløb, fordi jeg var i processen”.

Ledighed er en del af historien
På vejen mod titlen som museumsinspektør nåede hun også at arbejde i Gyldendals marketingsafdeling og som historisk researcher på DR’s serie ”Danmark – fra kyst til kyst”. Oveni kom nogle af de arbejdsløshedsperioder, som hendes far havde forudsagt. 

”Jeg har været ledig 2-3 gange, men igen er det en del af hele historien”, siger hun. Det var nemlig arbejdsløsheden, der gjorde, at hun kunne komme i løntilskudsjob på Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. 

”Det vil jeg altid være taknemmelig over, for det var på den måde, jeg fik den erfaring, som bragte mig videre i systemet. Så kan vi altid diskutere de mærkværdigheder, der er i, at du skal være ledig og have et job med løntilskud for at komme ind i branchen, men det er bare realiteterne”. 

På museet fik hun bidt sig fast og projektansat til at opbygge undervisningsafdelingen på det nye søfartsmuseum. Derefter blev hun gravid, gik på barsel og fik jobbet på Magasin du Nord Museum.

Elastikken blev udvidet
Undervejs er hendes cv blevet mere varieret, end hun havde forestillet sig, men hun har ikke oplevet problemer af den grund.

”Der er i hvert fald aldrig nogen, der i en jobsamtale har sagt til mig, at det godt nok er et broget puslespil. Tværtimod. Og hvis det virkelig er et problem, synes jeg det er synd for hele arbejdsmarkedet. Så er der fare for, at vi, der er lidt mere nicheprægede i vores uddannelse, kommer til at sætte os over i et hjørne med armene over kors og vente på drømmejobbet, og så bliver vi tabt, når der kommer nye årgange ud fra universitetet.  Jeg håber virkelig, at arbejdsmarkedet vil se positivt på, at man har været rundt omkring, for vi lærer af det hele. Vi lærer også, hvad vi ikke har lyst til”.

Hvad er dit råd til andre, der også prøver at lave en karriereplan, hvor tidsfristerne ikke holder eller hvor det viser sig, at der er andre forhindringer? 
”Så ændrer du bare spillereglerne. Jeg ændrede også mine egne spilleregler. Da jeg var 2½ år inde i planen, kunne jeg godt se, at jeg havde flyttet mig med museskridt. Det var helt udelukket, at jeg ville nå det, så jeg udvidede bare elastikken og gav mig selv nogle flere år. Nu skulle jeg nå det, inden jeg var 35 – og det gjorde jeg. Havde jeg stået som 34½-årig og set, at den ikke gik, havde jeg nok rykket det til 40 år. Hvis det heller ikke var lykkedes, skulle jeg måske have set mig selv i spejlet og sagt til mig selv, at det var til tid til plan B, men man skal huske, at man selv har lavet planen. Derfor har man også magten til at lave den om. Det er ikke et nederlag. Det er bare at være realistisk”.

Så tanken med karriereplanen er ikke, at man skal slå sig selv oven i hovedet med den?
”Nej, endelig ikke. Husk at være din egen bedste ven. En ærlig ven, men din egen bedste ven”.