Praktik

Overvejer du et praktikforløb? Har du overblik over, hvad det kræver? Hvordan kommer du i gang med at planlægge livet som praktikant, og hvad skal du tage højde for i jagten på den gode praktikplads? Få gode råd, læs om andres erfaringer og download tjekliste og kontrakt.

Som studerende kan du let komme i tvivl om, hvordan du bruger din viden i praksis. Derfor vælger mange studerende at prøve kræfter med arbejdslivet i en praktikperiode.

Praktik er en mulighed for at få erfaring med arbejdsmarkedet og giver et indblik i, hvordan livet på en arbejdsplads kan se ud. Det giver dig også mulighed for at afprøve teori i praksis og se, hvad din uddannelse kan bruges til. Som praktikant kan du også skabe dig et netværk og måske endda et studiejob eller job efter endt uddannelse. Mange bruger også praktikken som et afbræk fra livet på universitetet og til at afklare specialeemne og jobønsker.

Brug din lokale studievejledning

Første stop, når du overvejer praktik er din lokale studievejledning. De har som regel erfaringer og et netværk, som er målrettet netop dit fag. Spørg dem fx om:

  • Der er særlige praktikordninger på dit studium?
  • Hvordan et praktikforløb bliver meritgivende?
  • De har erfaringer fra andre studerende?
  • De har nogle etablerede samarbejder eller kontakter?
  • Du skal supplere praktikforløbet med fx undervisning eller aflevere en praktikrapport?