Vedtægt for DM's pensionistsektion

§ 1. Navn
Sektionens navn er DM’s Pensionistsektion.

§ 2. Formål
Sektionens formål er, inden for rammerne af DM, at varetage pensionerede medlemmers fælles faglige, sociale og kulturelle interesser. Det sker dels ved at støtte op om de regionale afdelingers arbejde og dels gennem varetagelse af kontakten til DM’s Hovedbestyrelse, jf. DM’s vedtægt § 5, stk. 10.

§ 3. Medlemskab
Sektionens medlemmer er pensionister og efterlønsmodtagere, der i deres aktive arbejdsliv har været medlemmer af DM. 

§ 4. Bestyrelse
Sektionen ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsen vælges af og blandt sektionens medlemmer. Alle valg gælder for 3 år. Genvalg kan finde sted op til 3 gange..

§ 5. Valg til bestyrelse
I et valgår (hvert 3. år) vælger bestyrelsen en valgkomité med 3 medlemmer og 1 suppleant. Mindst 1 medlem af valgkomiteen må ikke samtidig være kandidat til valget. Dette medlem foretager sammen med sektionens sekretær stemmeoptællingen.

Valgkomiteen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende forberedelse og afvikling af valget.

Stk. 2. Bestyrelsen indkalder anmeldelse af kandidater og angiver sidste frist for anmeldelse. En kandidat skal have mindst 2 medlemmer af pensionistsektionen som stillere. Man kan kun være stiller for én kandi-dat til valget, og kandidater til valget kan ikke være stillere.

Stk. 3. Bestyrelsen orienterer de stemmeberettigede om mulighederne for at afgive stemme og om frist for stemmeafgivelse.

Stk. 4. Der kan stemmes på op til 3 kandidater, og der kan kun afgives 1 stemme på hver kandidat.

Stk. 5. Den nyvalgte bestyrelse tiltræder 1. januar året efter valget er afholdt. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6. Hvis en plads i bestyrelsen bliver ledig i løbet af valgperioden, indtræder en suppleant, jfr. § 4.

§ 6. Valg til kongres
Bestyrelsen foranstalter valg af delegerede til kongressen. Pensionistsektionen har 5 pladser i kongressen. jf. DM’s vedtægt § 15, stk. 4.

§ 7. Regionale afdelinger
Bestyrelsen kan oprette og nedlægge regionale afdelinger for sektionens medlemmer til fremme af med-lemsaktiviteterne i de pågældende områder.

Stk. 2. Den enkelte afdelings vedtægt og økonomiske råderum godkendes af Pensionistsektionens bestyrelse.

§ 8. Medlemsmøde
Bestyrelsen indkalder én gang årligt i efteråret med 1 måneds varsel til ordinært medlemsmøde og udsender samtidig en dagsorden for mødet. Medlemmer af Pensionistsektionen, der ønsker et emne behandlet, kan indsende forslag herom senest 14 dage før mødet.

Stk. 2. Dagsordenen for medlemsmødet skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Bestyrelsens beretning
  • De regionale afdelingers beretning
  • Forslag fra bestyrelsen
  • Indkomne forslag
  • Eventuelt

§ 9. Nyhedsbrev
Bestyrelsen udsender nyhedsbreve efter behov.

§ 10. Ændring af vedtægterne
Stk. 1. Ændringer i vedtægten kan foreslås af sektionsbestyrelsens medlemmer eller af en gruppe på mindst 50 medlemmer af sektionen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer vedtages af et kvalificeret flertal på 4 af sektionsbestyrelsens 5 medlemmer. Vedtægtsændringerne skal efterfølgende godkendes af DM’s Hovedbestyrelse, før de kan træde i kraft.

§ 11. Ikrafttræden
Denne vedtægt træder i kraft, når den er godkendt af DM’s Hovedbestyrelse.

Godkendt af DM’s hovedbestyrelse 5. oktober 2015.

Opdateret med ændringer i § 4 og paragraf § 10 i september 2017. Ændringerne blev godkendt af DM’s hovedbestyrelse den 17. september 2017.