Didaktikken tilbage til underviseren

Støttet af digitale læremidler og platforme sniger idéer, om at undervisningen skal tage afsæt i foruddefinerede læringsmål og bestemte metoder, sig ind i vores skoler og uddannelser. Idéerne er udtryk for et opgør med underviseren som didaktiker. Hvis vi vil udvikle gode skoler og uddannelser, og samtidig sikre en fornuftig anvendelse af it i undervisningen, må underviserne kræve rollen som didaktikere tilbage.

Af Niels Jakob Pasgaard, folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Ejer af eDidaktik.dk
07.01.2016

Rundt omkring på de danske uddannelsesinstitutioner bliver der til stadighed stillet flere krav om, at de digitale medier må ind i undervisningen. Kravene er i høj grad politiske og de argumenter, som kravene følges af, tager ofte afsæt i mere eller mindre udokumenterede påstande om, at brugen af it giver bedre læring, at it kan motivere eleverne og de studerende, at it kan sikre bedre differentieret undervisning, og at it kan bidrage til effektivisering og til ressourcebesparelser. 

Sandheden er, at begrundelserne for at anvende it i undervisningen ikke kan udstikkes politisk men må baseres på den enkelte undervisers pædagogiske og didaktiske overvejelser. Kun sådan kan man gøre sig forhåbninger om en positiv effekt.
Undervisning skal skabe balance mellem faglige mål, socialisering og personlig dannelse.
Når det er vigtigt, at den enkelte underviser finder sine egne begrundelser for at inddrage it i undervisningen, skyldes det, at didaktikken ikke alene handler om, hvilke metoder man skal anvende. Didaktikken har også en normativ dimension, der vedrører fastsættelsen af formål og mål med undervisningen. Denne dimension må altid gå forud for valget af metoder og redskaber, og den må aldrig adskilles herfra. 

Det at opstille formål og mål med undervisning er en kompleks øvelse. Professor i uddannelse ved Brunel University London, G. Biesta, beskriver, hvordan man i dette arbejde må skabe en balance mellem kvalificering, der vedrører de faglige mål, socialisering, der vedrører den enkeltes elevs deltagelse i et socialt fællesskab, og subjektifikation, der handler om den enkeltes personlige dannelse.

Underviseren må tage hensyn til alle disse tre faktorer, når hun fastsætter formål og mål for sin undervisning. Og hvis man vil sige noget om effekten af at bruge it i undervisningen, må det være i relation til de mål, underviseren har opstillet.

Opgør med didaktikken
Når man ser på den udvikling, der finder sted inden for både grundskolen og ungdomsuddannelserne, er det tydeligt, at de læremidler som forlagene producerer har den faglige kvalificering som det primære mål.

Læremidlerne er bygget op omkring en faglig progression, der bliver understøttet af en lærervejledning, ofte med løfter om at ”…hvis du følger denne vejledning, sikrer du at eleverne…”. Der er tale om såkaldt didaktiserede læremidler, der har en indbygget didaktik. Der er allerede sat mål, der bliver præsenteret et bestemt indhold, og der er allerede opstillet planer for hvilke metoder, der skal anvendes i undervisningen. Underviseren skal blot følge vejledningen, hvis hun vil sikre, at målene bliver nået.

Man kan dog ikke skyde skylden på forlagene alene, for det er en tendens, der også er understøttet af Undervisningsministeriet. Styrelsen for It og Læring støtter således kun udviklingen af nye digitale læremidler, der knytter sig tæt til de Forenklede Fælles Mål i 2016. På den måde forsøger man fra Ministeriets side at sikre, at også inddragelsen af it tager afsæt i de Forenklede Fælles Mål, hvilket understøtter et udbredt politisk ønske om, at undervisningen skal styres efter Ministeriets foruddefinerede kompetencemål.
Man reducerer underviseren til en person, der implementerer og anvender metoder der virker i forhold til foruddefinerede mål.Det, der er på spil, er i virkeligheden et opgør med didaktikken. Man fratager underviseren rollen som den, der sætter formål og mål for undervisningen og reducerer hende i stedet til en person, der implementerer og anvender metoder der virker i forhold til de foruddefinerede mål.

Opgøret med underviseren som didaktiker sker også i kommunerne, hvor forvaltninger og pædagogiske centre flere steder har udviklet en række køreklare forløb, som det er tanken, at den enkelte underviser kan tage til sig og anvende i sin egen undervisning. Ikke kun formål og mål, men også indholdet og metoderne er her defineret på forhånd, og underviserens rolle bliver udelukkende at afvikle de færdigudviklede forløb.

Det er en lignende tilgang, der gør sig gældende i mange af de såkaldte læringsplatforme, der er udviklet til det nationale brugerportalsinitiativ, og som skal sikre bedre digital understøttelse af undervisning og samarbejde i grundskolen. Her er idéen flere steder, at underviserne udvikler forløb med afsæt i de Forenklede Fælles Mål og efterfølgende deler forløbene med kolleger på skolen og i kommunen ud fra tanken om, at andre kan tilpasse forløbene og anvende dem i deres egen undervisning. Igen er der tale om, at didaktikkens normative dimension bliver koblet fra. Formål og mål er sat på forhånd, og de har næsten udelukkende fokus på kvalificeringen. Tilbage er kun opgaven med at indfri målene ved hjælp af metoder, der virker.

Mål er ikke statiske
Når man taler om it i undervisningen på den måde, der er skitseret ovenfor, taler man ofte om digitale læremidler og digitale forløb ud fra en idé om, at der er en indbygget didaktik i dem; at formål og mål er indlejret i enten læremidlet eller forløbet. Men hvis man ønsker en positiv effekt af brugen af it i undervisningen, må man gøre op med denne opfattelse og i stedet give didaktikken tilbage til underviseren.

Når didaktikken skal tilbage til underviseren, hænger det sammen med to ting: For det første må formål og mål være definerende for om, og hvordan, it inddrages i undervisningen. Og for det andet må effekten af at inddrage it i undervisningen altid måles i relation til de opstillede formål og mål.

Det er i den sammenhæng vigtigt, at formål og mål bliver opfattet som komplekse størrelser, der løbende kan udvikle sig gennem undervisningen. Og at de ikke bliver opfattet som noget et læremiddelforlag, et ministerium, en kommune eller en kollega kan opstille i færdige formuleringer uden for den konkrete undervisningskontekst.
Underviseren må tage den didaktiske opgave på sig.
Holder vi fast i, at andre kan opstille mål for undervisningen uden for den konkrete kontekst, ender vi ud med det, den amerikanske professor i pædagogik og filosofi, John Dewey, allerede i 1916 kaldte for rigide mål. Den slags mål vil, ifølge Dewey, begrænse pædagogikken.

Derfor må underviseren tage den didaktiske opgave på sig. Hun må selv formulere formål og mål med sin undervisning og udvælge indhold samt metoder og redskaber, der understøtter undervisningens formål.

Opgaven skal ikke løses bag lukkede døre; nej, målformuleringen kan meget vel ske i samarbejde med kolleger, elever og andre og kan naturligvis også være inspireret af både forlagsproducerede læremidler og de ministerielle retningslinjer. Men i sidste ende er det den enkelte underviser, der må fastsætte sine egne formål og mål for undervisningen.

En anden tænkning om it
Hvis vi vil give underviseren rollen som didaktiker tilbage, er vi nødt til at tænke anderledes om it i undervisningen. 

Frem for blindt at kræve mere it i undervisningen, og fremfor at begrunde disse blinde krav politisk, må vi hjælpe den enkelte underviser med at finde hendes egne pædagogiske og didaktiske begrundelser for, at anvendelsen af it i undervisningen er en god idé. Og nogle gange må vi også hjælpe underviseren med at begrunde, hvorfor it ikke skal ind i undervisningen.
Vi må tænke it som redskaber i stedet for som allerede didaktiserede digitale læremidler.Vi må stoppe med at tænke it som allerede didaktiserede digitale læremidler og forløb og i stedet tænke it som redskaber. Redskaber, der kan trækkes frem og lægges væk, redskaber der kan anvendes klogt og mindre klogt og redskaber, der kan muliggøre løsningen af specifikke opgaver.

Fremfor at stille færdige forløb og didaktiserede læremidler til rådighed for underviseren, må vi derfor stille en værktøjskasse af ikke-didaktiserede redskaber til rådighed, ledsaget af inspiration til hvordan de digitale redskaber kan understøtte forskellige mål og formål. Vi må ligeledes give underviseren rammer til at vurdere, om et digitalt redskab kan understøtte de formål og mål, som hun har opstillet for sin undervisning.

Et bud på en sådan ramme til vurdering af digitale redskabers potentialer er Den eDidaktiske Model (figur 1). Modellen bygger på idéen om, at didaktikkens afsæt må være underviserens formulering af undervisningens formål og mål samt udvælgelse af et overordnet indhold. Og at der med afsæt i dette, og under hensyntagen til både rammerne og elevernes forudsætninger, må vælges en overordnet undervisningsform.

De tre undervisningsformer, der bliver præsenteret i modellen, knytter sig til den tyske filosof Johann Friederich Herbarts forståelse af undervisning, som det at nogen vises til rette i noget gennem kommunikation. Tanken er, at undervisningens kommunikationsform kan være enten primært monologisk, dialogisk eller polyfon, altså flerstemmig. De tre undervisningsformer vil ofte overlappe hinanden i praksis, og de vil sjældent vise sig i deres rene form. Idéen er dog, at de som analytiske kategorier kan fungere som afsæt for underviserens overvejelser over, hvilke typer af redskaber det kan være meningsfuldt at anvende i den konkrete undervisning.

Den eDidaktiske Model er udviklet med henblik på at understøtte underviserens pædagogiske og didaktiske overvejelser i forbindelse med planlægning af undervisning samt udvælgelse og anvendelse af digitale redskaber. Det er vigtigt at pointere, at modellen lader det være op til underviseren selv at formulere formål og mål, at den ikke sætter én undervisningsform over de andre, og at den ikke stiller foruddefinerede krav om at anvende digitale redskaber men understøtter et reflekteret valg og fravalg.

På den måde er Den eDidaktiske Model et forsøg på at give didaktikken tilbage til underviseren.

De tre undervisningsformer

Den monologiske undervisningsform
I den monologiske undervisningsform arbejdes der ud fra et ideal om, at eleven skal tilegne sig den viden og de færdigheder, som underviseren mener er relevante. Kommunikationen i undervisningsrummet bliver dermed monologisk og helt styret af underviserens stemme.

Underviseren udvælger det konkrete stof, som eleven skal arbejde med i undervisningen, så det distribuerer den mængde af information til eleven, som underviseren mener er relevant for ham i forhold til emnet. Sammen med underviserens instruktion skal stoffets distribution af information sikre, at eleven lærer det, som underviseren har planlagt, han skal lære.

Særligt distribuerende og formidlende redskaber er relevante inden for den monologiske undervisningsform, hvor videregivelsen af information til eleven er et centralt element. Eksempler er PowerPoint, Prezi og lignende. I forbindelse med evaluering af elevens læringsudbytte er lukkede opgaver og tests også relevante inden for den monologiske undervisningsform. Her kan redskaberne Socrative og Kahoot nævnes som eksempler.

Den dialogiske undervisningsform
I den dialogiske undervisningsform arbejdes der ud fra et ideal om, at elevens eksisterende viden udvikles i dialog med underviserens viden. Kommunikationen i undervisningsrummet bliver dermed dialogisk og styres primært af eleven og dennes behov.

Underviseren opstiller en eller flere problemstillinger og udvælger stof, som kan danne afsæt for elevens arbejde med problemstillingerne. Eleven vælger i undervisningssituationen den del af stoffet ud, som han finder relevant i forhold til at løse problemstillingen. Hvis der ikke er tilstrækkelig hjælp at hente i stoffet i forhold til at løse problemstillingen, søger han viden andre steder, eller han tager kontakt til underviseren eller andre, der kan fungere som vejledere.

Særligt redskaber som understøtter elevens problemorienterede arbejde er relevante inden for den dialogiske undervisningsform. Det kan eksempelvis være noteredskaber som OneNote og EverNote, eller mindmap-værktøjer som MindMeister. Også sociale medier eller fora kan være relevante i forbindelse med, at eleven selvstændigt søger viden og vejledning.

Den polyfone undervisningsform
I den polyfone undervisningsform arbejdes der ud fra et ideal om, at underviseren og eleverne gennem ligeværdig dialog skaber en fælles forståelse og viden. Kommunikationen i undervisningsrummet bliver dermed polyfon, og styres af både underviseren og eleverne.

Det betyder, at både underviseren og eleverne kan formulere problemstillinger inden for emnet, og at de i fællesskab udvælger det stof, der skal arbejdes med. Underviseren og eleverne er ligeværdige i denne proces, ligesom de er det i bearbejdningen af problemstillingerne. Eleverne får dermed en rolle, hvor de ikke blot socialiseres ind i faget og dets metoder, men også bidrager til dets udvikling.

Særligt redskaber som understøtter samarbejde og fælles videnproduktion er relevante inden for den polyfone undervisningsform. Også her kan et læremiddel som MindMeister være relevant, ligesom samskrivnings- og wiki-værktøjer som Google Docs og Wikispaces kan være det. Sociale medier kan ligeledes være relevante inden for denne undervisningsform i forbindelse med at inddrage andre i udvekslingsprocessen.