Log ind og få hurtig adgang til alle online medlemsfordele, eller ret dine data.

Indtast cpr.nummer (uden bindestreg)

Indtast adgangskode Hjælp til log ind »
DMTillidshvervArbejdsmiljørepræsentantAnmeldelse af arbejdsskade

Anmeldelse af arbejdsskade

FAKTA

Arbejdsskader skal anmeldes. Også selvom de ikke umiddelbart udløser erstatning.

Blanketten kan fås hos arbejdsgivers forsikringsselskab, Arbejdsskadestyrelsen eller Arbejdstilsynet. Det er dog ikke en betingelse, at udfylde blanketten, for at kunne anmelde en arbejdsskade. Man kan også henvende sig til Arbejdsskadestyrelsen på anden måde, for eksempel ved at ringe eller skrive til dem.

Der er to typer arbejdsskader:

  • Arbejdsulykker
  • Erhvervssygdomme/arbejdsbetingede lidelser.

En arbejdsulykke er en pludselig opstået begivenhed, som kan opstår, hvis man for eksempel bliver udsat for vold eller trusler, eller man kommer fysisk til skade i arbejdstiden ved ulykker på arbejdspladsen eller andre steder.

Erhvervssygdomme eller arbejdsbetingede lidelser opstår efter længere tids påvirkninger. Det kan typisk skyldes stress, mobning og andre former for psykisk eller fysisk overbelastning, herunder også museskader og andre følger af it-arbejde.

Ved arbejdsbetingede lidelser er der ofte tvivl om entydigheden af det arbejdsbetingede. En arbejdsbetinget lidelse anmeldes derfor som en formodet arbejdsbetinget lidelse. Det behøver altså ikke være sikkert, at lidelsen udelukkende er arbejdsbetinget. En mistanke skal derfor anmeldes, hvis lidelsen medfører en eller flere dages fravær fra arbejdet.

Erhvervssygdomme eller arbejdsbetingede lidelser er lidelser, der er nævnt i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over erhvervssygdomme. Lidelserne er kun nævnt i listen, hvis der er medicinsk dokumentation for sammenhæng mellem lidelsen og arbejdet.

Anmeldelsespligt
Arbejdsgiveren har en lovmæssig pligt til at være omfattet af en arbejdsskadeforsikring og har pligt til at anmelde ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader. Hvis hændelsen medfører sygefravær, skal skaden også meldes til Arbejdstilsynet. Fristen for anmeldelse er 9 dage efter ulykken. Den, der er kommet til skade, har yderligere en frist på et år til at rejse en eventuel erstatningssag efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Læger og tandlæger har pligt til at anmelde erhvervssygdomme og endelig har enhver, der mener sig udsat for en arbejdsskade ret til at anmelde skaden til Arbejdsskadestyrelsen.

Ret til erstatning
Arbejdsskaden vurderes i Arbejdsskadestyrelsen, der administrerer arbejdsskadeloven.

Her vurderes det, om skaden har været årsag til varige mén, om den har medført tab af erhvervsevne (indtægtsnedgang), og hvad der i givet fald skal udbetales i erstatning. Langt fra alle anmeldte arbejdsskader fører til erstatning.

En vurdering fra Arbejdsskadestyrelsen kan ankes til Den sociale Ankestyrelse.

Det er svært at få anerkendt psykiske arbejdsmiljøproblemer som arbejdsskade. Men med den seneste revision af listen over anerkendte erhvervssygdomme er posttraumatisk stress blevet optaget.

Vigtigt at huske
Når en arbejdsskade er anmeldt, sender Arbejdsskadestyrelsen et kvitteringsbrev. Hvis den skadelidte af en eller anden grund ikke ønsker, at arbejdsgiveren bliver orienteret om skadeanmeldelsen, skal den skadelidte selv kontakte Arbejdsskadestyrelsen senest 7 dage efter modtagelsen af kvitteringsbrevet for at få sagsbehandlingen standset. Ellers giver man stiltiende samtykke til at sagen kan behandles af Arbejdsskadestyrelsen.

Det er ikke nødvendigt at kontakte Arbejdstilsynet, som blot registrerer anmeldelsen i statistikken. Arbejdstilsynet må ikke give arbejdsgiveren oplysninger om skadesanmeldelsen.

Brug for hjælp?
Arbejdsmiljøkonsulenterne i DM kan hjælpe med at anmelde en arbejdsskade - se kontaktinformationer »


Se også
Arbejdsskadestyrelsen » 
Arbejdstilsynet »