Løn og ansættelse

Ca. 2/3 af alle privatansatte ansættes udelukkende på en individuel kontrakt. Vi anbefaler altid, at du får gennemgået din kontrakt af sekretariatet, før du skriver under. 

For at forberede dig bedst muligt på ny kontrakt, revision af den eksisterende eller andre forhold, der har betydning for dine ansættelsesforhold, har vi en række gode råd, rettesnore, statistikker mv. som du kan forberede dig med. 

Løn

En del privatansatte er ansat på individuel kontrakt og forhandler selv deres løn.

Er du privatansat, kan du se i lønberegneren, hvad andre får i løn i sammenlignelige job. Du kan få råd og vejledning om lønforhold, og hvilke krav du skal stille til en ansættelseskontrakt. 

Læs mere her

Ansættelse

Som privatansat magister vil du normalt være ansat på en indviduel kontrakt, og ikke efter en kollektiv overenskomst.

Kontrakten skal derfor regulere alle væsentlige løn- og ansættelsesvilkår. Den skal også tage højde for de særlige vilkår, der gælder for den branche og den type stilling, du ansættes i. 

Her kan du finde råd og vejledning om forhold der er gældende i din ansættelsessituation. 

Læs mere på siderne her

Overenskomst

Hvad er en overenskomst 
En overenskomst er en aftale mellem en lønmodtagerorganisation (her DM) og en arbejdsgiver eller arbejdsgiverorganisation om de ansattes løn, arbejdstid og andre ansættelsesvilkår. Der er både offentlige og private overenskomster.
Læs mere om overenskomster på det private arbejdsmarked 

Der er mange forhold at tage hensyn til, når der skal indgås overenskomst, eller når en eksisterende overenskomst skal genforhandles. Eksempler på hvordan en privat overenskomst kan se ud og være formuleret, finder du i de overenskomster og aftaler i det private, som DM har indgået. 

Overenskomster på det private arbejdsmarked

Tillidsrepræsentant

Hvis I ønsker at vælge en tillidsrepræsentant (TR), skal arbejdspladsen have indgået en overenskomst, en husaftale eller lignende med DM eller en anden akademikerorganisation. I overenskomsten eller aftalen skal der stå, at I kan vælge en tillidsrepræsentant. 

Tillidsrepræsentanten og tillidsrepræsentantens suppleant vælges på den årlige generalforsamling. Begge vælges normalt om efteråret i lige år og for en to-årig periode. 

Læs mere om tillidshverv i det private

AC-klub

En faglig klub er et forum, hvor I som medarbejdere kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden til at forbedre arbejdsforholdene og det kollegiale sammenhold. 

Det kan være en klub for DM-medlemmer alene eller for alle de medarbejdere på arbejdspladsen, som er medlemmer af en akademisk organisation. Hvis I på arbejdspladsen er medlemmer af flere akademiske organisationer, anbefaler DM, at I danner en fælles akademikerklub.

Hvis I danner en DM-klub, er det DM, der servicerer og hjælper klubben. Danner I en fælles akademikerklub, er det normalt den faglige organisation, der har flest medlemmer i klubben, der servicerer den. Det enkelte medlems interesser varetages dog altid af medlemmets egen organisation.

Se pjecen En faglig klub - et bedre arbejdsliv (pdf)

Bliv kontaktperson på din arbejdsplads

Som kontaktperson er du et bindeled mellem DM og dine kolleger på arbejdspladsen.

Det er vigtigt for DM at have et tæt netværk, når det er nødvendigt at få informationer fra de enkelte arbejdspladser. Den viden DM får, danner grundlag for den bedst mulige vejledning og servicering af medlemmerne, og bidrager samtidig til den løbende faglige udvikling af DM’s politik.

Kontaktpersoner
Som kontaktperson er du ansat på en arbejdsplads, hvor du har akademiske kolleger, men hvor der ikke er dannet akademikerklub eller indgået overenskomst.

Som kontaktperson varetager du dine kollegers interesser. Du bestemmer selv, hvor mange opgaver, du vil påtage dig.

De typiske opgaver er:

  • Ambassadør for DM og for andre DM’ere, der søger job i virksomheden
  • Du kan stå for faglige arrangementer på arbejdspladsen med økonomisk og faglig hjælp fra DM
  • Du kan udpeges som kollegernes talerør over for ledelsen
  • Du kan være netværksdanner for akademikerne på tværs i virksomheden, hvis I er spredt fagligt eller geografisk
  • Du kan aktivt medvirke til at få dannet en akademikerklub, som ofte er grundstenen til at få indgået en kollektiv aftale eller overenskomst med virksomheden

DM tilbyder DM Fagligt Nyt pr. mail, og du får din ”egen” konsulent som fast sparringspartner

I lighed med tillidsrepræsentanter og andre valgte får du mulighed for at deltage i flere gratis kurser. Herunder tillidsrepræsentantuddannelsen og efterfølgende også i efteruddannelseskurser.

Du bliver økonomisk sikret ved afskedigelse, hvis du bliver afskediget som følge af faglig aktivitet på arbejdspladsen og dit hverv som kontaktperson.

Vil du vide mere om hvervet som kontaktperson, er du velkommen til at kontakte DM's sekretariat.