Forskningspriser 2008
Lektor, ph.d. Anja Cetti Andersen modtog i 2008 DMs forskningspris inden for naturvidenskab.
Anja Cetti Andersen er lektor i Danmarks Grundforskningsfonds, Dark Cosmology Centre, hvor hun forsker i, hvordan støv i universet bliver dannet, og hvilken rolle støvet har i forbindelse med dannelsen af komplekse molekyler, stjerner og planeter. Det er kendetegnede for Anja Cetti Andersen, at hun kombinerer astronomisk grundforskning med en sjælden evne og interesse for formidling af sine forskningsresultater til et bredere publikum.
Centerleder, ph.d. Marie-Louise Nosch modtog i 2008 DMs forskningspris inden for grænseoverskridende forskning.
Marie-Louise Nosch er centerleder for Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning. Hun forsker i tekstiler, og er en fremtrædende og international kapacitet inden for sit forskningsområde. Hun er en af verdens få specialister i Linear B, et skriftsystem som bronzealdersamfundet i Grækenland brugte. I sin forskning formår hun at bygge bro mellem analysen af det konkrete arkæologiske fund og den bredere kulturanalyse. Marie-Louise Nosch har med sine evner til at lede interdisciplinær forskning samt bidraget til at placere Danmark på verdenskortet som det absolutte centrum for tekstilforskning.