Fornuftigt farvel til private universiteter
10. marts 2010
DM har gentagne gange påpeget det absurde i den forrige ministers forslag om private universiteter.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har valgt at droppe tanken, og DM glæder sig over beslutningen. ”Jeg synes, der er andre ting, der er vigtigere end at få private universiteter i Danmark. Så det er ikke noget, der står øverst på min ønskeseddel”, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen til Politiken.
DM er glade for, at Helge Sanders tidligere forslag om privatisering af universiteterne bliver lagt på hylden.
”Jeg er meget positiv over ministerens beslutning og glæder mig over, at vi nulstiller udsigten til A- og B-universiteter. Der er i den grad brug for kvalitet og mangfoldighed i uddannelse og forskning, som vi kunne forudse ville blive undermineret med sådan en privatisering,” siger DM’s formand Ingrid Stage.
Hun er også enig med videnskabsministeren i, at det ikke er nødvendigt at privatisere universiteter for at forbedre samarbejdet med erhvervslivet.
”Det er opmuntrende med en minister, der holder sig til realiteterne. Og jeg har store forventninger til en løbende dialog med ministeren om universiteternes store udfordringer og forholdene for studerende og ansatte" slutter Ingrid Stage.