Kronik i Information af formand for DM, Ingrid Stage, og Mogens Ove Madsen, formand for DJØF's uddannelses- og forskningsudvalg:

Universitetsloven forhandles hemmeligt

27. maj 2010

Bag lukkede døre forhandler Venstre, Konservative og Socialdemokraterne om en revision af universitetsloven. Baggrunden er blandt andet den evalueringsrapport, som et internationalt panel fremlagde i december 2009. Evalueringspanelet påpegede primært tre konkrete problemfelter i loven:

• Den individuelle forskningsfrihed er ikke sikret
• Detailreguleringen fra politisk hold er gået for vidt
• Medarbejderindflydelsen er for ringe.

Vi er enige i, at ændringer på disse områder er helt nødvendige, og vi må gå ud fra, at de hemmelige forhandlinger bl.a. drejer sig om justering af loven på disse punkter. Men når loven som sådan er til vurdering, bør politikerne bag universitetsloven udnytte muligheden for at tage fat om de virkelig centrale emner.

Med dette åbne brev ønsker vi, som repræsentanter for forskere og undervisere at gøre forhandlerne bag de lukkede døre opmærksom på de væsentligste problemer i den nuværende lov og bidrage med forslag til løsninger.

Universiteter er ofte på den politiske dagsorden, og der scores mange billige point i den offentlige debat ved at hævde, at universiteter skal løse alle mulige store og små problemer i udviklingen af vidensamfundet.

Men en egentlig debat og overordnet præcisering af, hvad man forstår ved et universitet, er sørgeligt fraværende. En sådan præcisering er imidlertid en nødvendig forudsætning for en revision af universitetsloven, der kan sætte rammerne for en mere positiv udvikling på vores universiteter.

Universitetets funktion kan kort defineres som: »videreudvikling og formidling af den samlede samfundsmæssige videnbase på højest mulige videnskabelige niveau«. Det indebærer:

• at universitetet er en autonom institution, der fungerer uden diktater og pålæg fra sine sponsorer
• at universitetet leverer forskningsbaseret undervisning
• at alle forskere har individuel forskningsfrihed og publiceringsfrihed
• at det væsentlige akademiske arbejde koordineres via et kollegialt selvstyre.

Universitetsloven af 2003 begrænser imidlertid danske universiteters frihedsgrader på ovenstående punkter. Hvis vi i Danmark fremover skal sikre, at vi har en velfungerende universitetssektor, er der derfor en række problemfelter, som politikerne bliver nødt til at forholde sig til i de igangværende forhandlinger om en lovrevision:

Frihedsgraden er mindre
1. Det er en udbredt misforståelse, at universiteterne fik flere frihedsgrader med universitetsloven af 2003. Nok indførte universitetsloven selveje, men den åbnede samtidig en ladeport af muligheder for det ansvarlige ministerium for at gå ind og detailregulere stort og småt på universiteterne. Erstatningen af det tidligere konsistorium med en bestyrelse har sikret ministeriet denne mulighed.

Bestyrelsen skal forhandle udviklingskontrakter med ministeriet, og disse kontrakter, der er blevet mere og mere detaljerede, har efterhånden karakter af resultatkontrakter.

Hertil kommer universitetslovens utallige ministerbeføjelser, som sikrer ministeriet et utal af muligheder for administrative indgreb i anliggender, der burde være en selvstyrende institutions eget anliggende. Selveje er således ikke lig med selvstyre.

Forskningsfrihed truet
2. Forskningsfriheden på universiteterne er udelukkende en institutionel frihed. Ifølge den nuværende lovs paragraf 17.2 kan en institutleder via sin instruktionsbeføjelse pålægge en forsker bestemte opgaver.

Endvidere skal forskeren arbejde inden for de forskningsstrategiske rammer. I modsætning til en række andre lande har Danmark ikke en lovfæstet individuel forskningsfrihed. Men universitetsforskerne må have den nødvendige frihed til at udforske problemstillinger, hvis relevans måske først viser sig om en generation eller to.

Videnskabshistorien giver et utal af eksempler på, at de virkelig gennembrydende opdagelser netop er sket på baggrund af den frie forskning og ikke på baggrund af kortsigtede politiske ønsker om løsningsforslag til aktuelle problemer.

Øget bureaukrati
3. Omfanget af bureaukratiske reguleringer af forskning og uddannelser er øget ganske betragteligt.

Der er nu etableret et omfattende akkrediteringsarbejde, som for såvel universiteterne som akkrediteringsinstitutionen er voldsomt ressourcekrævende, og hvis effekt i forhold til en reel kvalitetssikring er højst tvivlsom.

Tiden må være inde til at droppe de centralstatslige diktater, med forbuddet mod gruppeeksamen som det ekstreme eksempel.


Brugerbetaling
4. Truslen om brugerbetaling er dukket op igen. Politikerne må afvise ethvert forslag om brugerbetaling og utvetydigt bakke uddannelse som en menneskeret op, der ikke må være afhængig af den enkeltes mulighed for at betale, men alene skal være afhængig af den enkeltes intellektuelle udviklingsmuligheder.

Publiceringsræs
5. Hensigten med universitetslovens påbud om formidling fortoner sig i indsnævrede publiceringsmuligheder og byzantinske pointsystemer.

Der er de seneste år udfoldet store bestræbelser på at indføre et bibliometrisk system som en del af finansieringssystemet. Med den indbyggede pointgivning for publicering i anerkendte internationale tidsskrifter ligger der et stærkt incitament til, at al forskningsformidling skal foregå her. Dermed vil formidlingen ikke på nogen måde komme folk i almindelighed til gode - det tæller simpelt hen ikke, heller ikke ved bedømmelser til faste stillinger.

Når universitetsansatte formidler til brede kredse af befolkningen, sker det således på trods af de incitamenter, som politikerne sætter op.

Hvad angår samarbejdet med det omgivende samfund skal det fastslås, at forudsætningen er ubetinget respekt for de deltagende universitetsforskeres forskningsfrihed, herunder fri og åben publicering af resultaterne af arbejdet. Det skal også gælde den myndighedsbetjening, der blev en del af universiteternes opgaver efter fusionerne i 2007.

Mindre selvbestemmelse
6. Universitetsloven af 2003 fjernede de universitetsansattes medbestemmelse.

Indflydelsen er marginal i universitetsbestyrelserne. De akademiske råd er rådgivende høringsorganer, reduceret til efterretningsorganer mange steder.

Samarbejdsudvalg er paritetiske nævn, hvor muligheden for indflydelse lige præcis rækker så langt, som arbejdsgiverne vil være med.

Det er uholdbart for universiteterne, at de mange fagkyndige og kreative kræfter er sat ud af spillet og omvendt, at så stort et ansvar er tildelt den vertikale ledelse rektor-dekan-institutleder. Den nuværende styreform giver store risici for fejlgreb og dårlig ledelse, som vi desværre allerede har set mange eksempler på.

Ledelsernes legitimitet i forhold til de menige universitetsansatte er undermineret. Et af de væsentligste formål med revisionen må være at få genskabt denne legitimitet. De universitetsansatte skal kunne skille sig af med en dårlig leder, og de kollegiale organer skal have reel beslutningskompetence - som minimum på institutniveau.

Vi kræver rammelov
På baggrund af ovenstående kan vi opsummere vores krav til en revision af universitetsloven som en overordnet rammelov, der præciserer, hvad man forstår ved og særligt forventer af et universitet.

I en ny rammelov bør det lovfæstes, at:

• universiteter er en del af det offentlige tilbud om tilvejebringelse af viden og formidling
• universiteterne har autonomi i alle akademiske spørgsmål
• det bærende styringsprincip bygger på inddragelse af relevante personalegrupper og studerende i organer med bestemmende indflydelse
• den individuelle forskningsfrihed beskyttes
• forskningsfrihed indebærer ret til valg af metode og videnskabelige publicering
• universiteter ikke kan opkræve individuel betaling fra de studerende for ordinære videregående uddannelser
• universiteterne skal udbyde forskningsbaserede fuldtids- og deltidsuddannelser inden for deres fagområder på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau
• eksterne medlemmer af organer med bestemmende indflydelse aldrig må dominere over de akademiske prioriteringer, som udgør det grundlæggende formål med et universitet.