Tirsdag 7. februar mellem 17-24 er der servicevindue på dm.dk. Login og adgang til Min side kan være ustabil. Vi beklager ulejligheden.

Indtast cpr.nummer (uden bindestreg)

Indtast adgangskode Hjælp til log ind »
DMNyheder og arrangementerNyhedsarkivTillykke til videnskab, undervisning og ligestilling

Tillykke til videnskab, undervisning og ligestilling

24. februar 2010

DM ønsker tre nye ministre tillykke og peger på centrale udfordringer for minstrenes områder.

DM (Dansk Magisterforening) siger velkommen og tillykke til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), undervisningsminister Tina Nedergaard (V) og ligestillingsminister Lykke Friis (V) og benytter lejligheden til at kaste et forventningsfuldt blik på fremtiden og et kritisk blik på årene, der er gået.

Videnskab
”Charlotte Sahl-Madsens baggrund fra Danfoss Universe kan indgyde høje forventninger til den nye videnskabsminister inden for det naturvidenskabelige område, innovation, oplevelsesøkonomi og fornuftigt og ligeværdigt samarbejde med erhvervslivet,” siger DM’s formand Ingrid Stage.

DM’s forskningspris gik til Danfoss Universe for tre år siden med samme begrundelse.

”Men det giver ikke i sig selv en god videnskabsminister. Her skræmmer sporene, og forhåbentlig vil den nye minister have et bredere perspektiv. Den tidligere minister har i udpræget grad manglet blik for de grundlæggende opgaver på universiteterne: grundforskning og forskningsbaseret uddannelse,” fortsætter Ingrid Stage.

Det håber DM’s formand bliver anderledes nu.

”Flere basismidler til forskningen, en revision af universitetsloven, der kan sikre forskningsfrihed og medarbejderindflydelse på universiteterne og fastholdelse af offentlige universiteter uden brugerbetaling er alle væsentlige steder at tage fat for vores nye minister. Og så håber jeg da også på en dybere forståelse for den frie forsknings mangfoldighed og et mere innovativt og internationalt perspektiv på forskningens mangfoldighed til gavn for hele samfundet.”

Undervisning
Tina Nedergaard (V) har tidligere være uddannelsespolitisk ordfører. ”Jeg forventer, at den nye minister vil sætte ind med en konsolidering af professionshøjskolerne og give dem ordentlige rammevilkår. Der er brug for midler til udvikling af eksempelvis lærer- pædagog- og sygeplejeuddannelserne,” siger Ingrid Stage og gør opmærksom på, at bevillingerne p.t. gives som taxameterpenge, og der stort set ingen udviklingsmidler er.

”Både videnskabsministerens og undervisningsministerens område har været kendetegnet af hovsa - bevillinger fra år til år, men videnstunge institutioner med længere uddannelsesforløb kræver langsigtet planlægning. Derfor er der brug for flerårige aftaler og grundbevillinger uden politisk øremærkning” siger Ingrid Stage.

Ligestilling
Lykke Friis (V) har allerede som prodekan på Københavns Universitet vist et stort engagement for flere kvinder i forskning. ”Jeg håber virkelig, at Lykke Friis vil udbrede sit engagement til at dække hele ligestillingsfeltet i de kommende måneder,” siger Ingrid Stage.

”Under den tidligere minister har området været decideret nødlidende. Danmark har været stærkt nølende i forhold til EU-Kommissionens krav om at oprette en uafhængig instans med fokus på at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd. Jeg håber virkelig, at det projekt kan få luft under vingerne med Lykke Friis som minister, så vi får en ambitiøs og proaktiv ligestillingsinstans.”

Ingrid Stage peger på mænds barselsrettigheder og ligeløn som to helt centrale område, som man ikke har arbejdet målrettet for fra politisk side gennem de senere år.
 
”Der er stadig langt fra ligeløn mellem kvinder og mænd i Danmark. Det er pinligt og uværdigt og behovet for blandt andet en revision af ligelønsloven er påtrængende. Det samme gælder behovet for at forbedre mænds rettigheder og vilkår i forbindelse med barsel og forældreorlov - det er afgjort presserende.”