Kommentar i Information 30. januar 2010 af Ingrid Stage, formand for DM
Afskedigelser: Regeringen er på kollisionskurs
01. februar 2010
Regeringen burde indse, at etablering af private institutioner i unfair konkurrence med de offentlige ikke er løsningen på de basale udfordringer.
Verdensklassejargonen dominerer, når ministrene taler om mål for danske hospitaler og danske universiteter. Lokkende toner i en kold og mørk tid - lige indtil jeg hører tallene for afskedigelser på hospitalerne og på universiteterne.
Vi burde kunne forvente, at de ansvarlige ministre med statsministeren i spidsen straks ville tage initiativer til at redde institutionernes økonomi og forhindre fyringerne. For afskedigelse af hospitalspersonale, forskere og undervisere kan næppe være vejen til realisering af regeringens visioner.
Men nej, sundhedsministeren melder hus forbi, statsministeren reagerer på mobbeplan med trusler om nedlæggelse af regionerne, og videnskabsministeren henviser til en universitetsautonomi, som ikke hidtil er blevet respekteret af regeringen. Og det ser ikke ud til at anfægte ministeren, at hele forsknings- og undervisningsmiljøer står midt i en overlevelseskamp, som fx biologi på Københavns Universitet. Er det mon for at aflede opmærksomheden fra de aktuelle kalamiteter, at han offentliggør planer om etablering af private universiteter i Danmark netop nu?
Sammenfaldet med afskedigelsesrunder på universitet og hospitaler er mere end tankevækkende. For miseren omkring hospitalerne burde få regeringen til at indse, at etablering af private institutioner i unfair konkurrence med de offentlige ikke er løsningen på de basale udfordringer, men derimod i høj grad medvirkende til at forværre problemerne. Men ministeren ser nok ikke de oplagte paralleller. I et rosenrødt skær fremstiller han udsigten til etablering af et eller flere private universiteter uden antydning af erkendelse af de forudsigelige ulemper.
Lad mig derfor åbne hans øjne og vise et lille udpluk af de negative konsekvenser.
1. Indførelse af private universiteter vil underminere skatteyderfinansieret videregående uddannelse. De offentlige universiteter vil presse på for at få del i den yderligere finansiering fra studenterbetaling for at kunne levere samme kvalitet som de private universiteter.
2. Kvaliteten af undervisning og forskning er i fare. Et privat universitet vil være mest interesseret i de umiddelbart salgbare uddannelser og forskningsopgaver. Erfaringer fra udlandet viser, at det vil marginalisere uddannelser inden for de nationale sprog og historie.
3. Private interesser vil have et økonomisk incitament til større lukkethed omkring nye opdagelser.
4. Der vil ske en uhensigtsmæssig skævvridning af forskningens fokus hen imod private virksomheders interesser til skade for den grundforskning, hvor nytte- og salgsværdien ikke er umiddelbart oplagt, men som på længere sigt kan skabe grundlaget for epokegørende ny viden og indsigt.
Vi bør kunne forvente, at landets politiske ledere tager ansvaret for samfundets vigtigste offentlige institutioner på sig og ikke er så forblindede af en liberalistisk ideologi, at de nægter at erkende konsekvenserne af en fejlslagen politik.