Log ind og få hurtig adgang til alle online medlemsfordele, eller ret dine data.

Indtast cpr.nummer (uden bindestreg)

Indtast adgangskode Hjælp til log ind »
DMNyheder og arrangementerNyhedsarkivMagistre er fagligt mobile

Magistre er fagligt mobile

16. februar 2010

Magistre er gode til at søge beskæftigelse på atypiske områder, bliver ofte ansat i tidsbegrænsede job og meget få ender i langtidsledighed. Det er nogle af hovedkonklusionerne i ny rapport, der tegner et billede af magistre i Østdanmark.

Den aktuelle ledighed er 4,3 procent og dermed kun lidt højere end ledigheden generelt for akademikere (3,8 procent). Det er især kunst- og kulturfagene, der er ramt, hvor de naturvidenskabelige ligger under gennemsnittet. Magistrene har traditionelt haft en højere ledighed end øvrige akademikere, men er altså endnu ikke blevet ramt helt så hårdt af krisen, og det kan hænge sammen med deres beskæftigelsesmønstre.

Den lille gruppe af magistre, der ikke er fuldtidsansat inden for eget fag, er gode til at søge job uden for deres eget område og tager også gerne job af kortere varighed eller har en arbejdsuge på færre end 37 timer. Og de klarer sig faktisk rigtig godt på længere sigt, selvom de som udgangspunkt varetager de lidet attraktive job.

Mange af de magistre, der i første omgang får et job, hvor de ikke bruger deres uddannelsesmæssige baggrund, får allerede efter det første år jobfunktioner, hvor de anvender deres faglige kvalifikationer. Og deres job nummer 2 er beskæftigelse inden for deres fag - ofte på højeste niveau. Også de magistre, der starter i et job på et lavere kvalifikationsniveau, ender i højere grad med faste akademiske job, end hvis de havde været i aktivering som ledige.

”Det er godt, at vi her får aflivet myten om magistre, der er overuddannede eller fejluddannede og må gå ledige i årevis eller arbejde under niveau”, siger Ingrid Stage, formand for DM. Især humanister, der her også tæller erhvervssproglige og teologer har en sværere start, men de fleste ender med at beskæftige sig med faget på højt niveau.

Den positive udvikling gælder også magistre, der modtager supplerende dagpenge. Deltidsjob er med til på længere sigt at sikre en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet, og magistre på supplerende dagpenge har, sammenholdt med magistre i fuld ledighed, bedre tilknytning og bedre mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

På dagpengeområdet bekræfter rapporten en tidligere undersøgelse fra Magistrenes A-kasse, der også viste, at ledigheden blandt magistre på supplerende dagpenge falder hurtigere end blandt fuldtidsledige magistre. ”Allerede dengang gjorde vi opmærksom på sammenhængen, da Claus Hjorth Frederiksen forringede adgangen til supplerende dagpenge. Desværre lyttede han ikke”, afslutter Ingrid Stage, der endnu engang får stadfæstet, at supplerende dagpenge i høj grad bidrager til at få DM’s medlemmer i beskæftigelse.

Læs hele rapporten fra beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland