Fremtidens ligestilling
11. februar 2010
Danmarks implementering af EU´s ligestillingsdirektiv blev i går drøftet på en høring på Christiansborg. DM’s formand Ingrid Stage peger på behovet for en uafhængig instans med en bred vifte af eksperter på området.
Ingrid Stage var inviteret til at give sit bud på, hvilke udfordringer Danmark står over for i forbindelse med ligestillingsdirektivet. Ingrid Stage slog fast, at der eksisterer et markant behov for en uafhængig instans til at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd og opsummerede DM´s indstilling til regeringen:
”Vi har brug for overvågning af ligestillingsområdet. Vi har behov for et videnscenter med stor ekspertise om køn og ligestilling. Vi har behov for en instans til afdækning og påpegning af, hvor der er behov for politisk handling. Og så har vi ikke mindst behov for, at der bliver tilført tilstrækkelige midler til at løfte denne opgave.”
”En samlet, selvstændig og uafhængig instans med fokus på køn kan både varetage rollen som bannerfører og vagthund. Såvel offentligheden som fx partier og interesseorganisationer vil få stor gavn af en uafhængig instans.
EU-Kommissionen slog i efteråret fast, at Danmark ikke lever op til kravene i EU’s ligebehandlingsdirektiv. På den baggrund skal regeringen inden for kort tid fremsætte et lovforslag, der skal bringe ligebehandlingen på niveau med EU-kravene. Regeringen har besluttet, at Institut for Menneskerettigheder skal varetage opgaven, og der bliver i disse måneder arbejdet på det lovforslag, der skal få den danske gennemførelse af direktivet på niveau med EU-kravene.
DM har haft fokus på sagen i gennem længere tid:
”Det her er en sag, der har optaget DM meget. Allerede i juni sidste år holdt vi en høring om direktivet, fordi vi ønskede at bakke EU-kommissionen op i, at Danmark i den grad mangler en uafhængig ligestillingsinstans. Vi gjorde det også for at skubbe på, for at der blev fundet en bæredygtig og perspektivrig løsning. Jeg håber, vi nu får etableret en perspektivrig og kvalificeret model, så vi kan koncentrere os om at det, det handler om – nemlig at skabe ligestilling for både kvinder og mænd”, siger Ingrid Stage.