Debatindlæg i politiken den 20. februar 2010 af Ingrid Stage:
Skal EU true os til ligestilling?
22. februar 2010
I november 2009 fik den danske regering en klar advarsel af EU-kommissionen: Der skal oprettes et uafhængigt organ til at fremme ligestilling og til at beskytte mod forskelsbehandling på grund af køn - ellers vil Danmark blive ført for EF-Domstolen for traktatbrud. I december 2009 besluttede regeringen at bøje sig for presset.
Ligestillingsminister Inger Støjberg (V) vil nu orientere EU-Kommissionen om, at Institut for Menneskerettigheder skal løse opgaven med at bistå ofre for forskelsbehandling på grund af køn og til blandt andet at foretage uafhængige undersøgelser.
Det kunne ligne et vindue, der bliver åbnet til et progressivt ligestillingsorgan. Men jeg frygter, at det ikke er tilfældet.
Sagen har længe optaget DM (Dansk Magisterforening), og vi har bakket EU-kommissionen op i, at Danmark mangler et uafhængigt organ og skubbet på, for at der blev fundet en bæredygtig og perspektivrig løsning.
Men vi har brug for meget mere end det, Inger Støjberg nu lægger op til: Vi har brug for overvågning af ligestillingsområdet, vi har behov for et videnscenter med stor ekspertise om køn og ligestilling, og vi har behov for en instans til afdækning og påpegning af, hvor der er behov for politisk handling. Og så har vi ikke mindst behov for, at der bliver tilført tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaven.
Det ville klæde regeringen umådeligt ikke at vælge den fremlagte minimumsmodel og i stedet vise, at der er vilje til at bruge tilstrækkelige ressourcer på en proaktiv ligestillingsindsats. Regeringen bør beslutte sig for en instans, som kan løfte ligestilling til en folkesag, se sig selv i kortene og tilvejebringe den upartiske viden og de vurderinger som såvel offentligheden som partier og interesseorganisationer kan læne sig op af i vores fælles bestræbelser på at fremme ligestilling.
Læs mere på
dm.dk/ligestilling