DM’s UNESCO-klage bliver vurderet i denne uge
30. september 2009
Et ekspertpanel i UNESCO skal i denne uge behandle DM’s (Dansk Magisterforening) klage over den danske regerings manglende overholdelse af de internationale standarder for forskningsfrihed og medindflydelse på de danske universiteter.
Baggrunden er anbefalinger om akademisk frihed, som er vedtaget af UNESCO i 1997, og som Danmark har tilsluttet sig, men efter DM’s vurdering så langt fra bliver overholdt på de danske universiteter.
”Det er derfor overordentlig glædeligt, at ekspertpanelet nu vil komme med deres bedømmelse af forholdene for universitetslærerne i Danmark efter 2003-universitetslovens indførelse. Vi mener, der er tale om en klokkeklar tilsidesættelse af den akademiske frihed og ser frem til ekspertpanelets afgørelse med stor spænding”, siger formand for DM, Ingrid Stage.
Gang på gang er det blevet påvist i internationale sammenligninger, at danske universitetsforskeres frihedsgrader er helt i bund.
”Derfor kræver DM, at universitetsloven fra 2003 ændres på afgørende punkter, og vi håber, den igangværende evaluering vil tilvejebringe den dokumentation, der skal til for, at det politiske flertal bag universitetsloven igangsætter en egentlig revision, selv om evalueringspanelets besøgsrunde desværre gav indtryk af et alt for snævert fokus på fusionerne. Derfor kan ekspertpanelets vurdering få afgørende betydning for den endelige vurdering af lovens konsekvenser og behovet for ændringer”, siger hun.
Timelærernes sag fremhævet
I forbindelse med klagen har DM fået støtte af verdenslærerorganisationen Education International, en organisation, der repræsenterer 30 millioner medlemmer, heraf mere end tre millioner inden for de videregående uddannelser..
”I Education International opfattes det, der foregår på de danske universiteter, som temmelig ekstremt, selv om tendenserne er at finde i alle OECD-lande. Derfor støtter vores udenlandske kolleger os i kampen for akademisk frihed på universiteterne. Det er glædeligt, at Education International selvstændigt nævner timelærernes forhold, for det er jo et problem, som DM helt aktuelt arbejder med at finde nogle løsninger på”, siger Ingrid Stage.
Medvirker i Oxford Magazine
Den store omtale af klagen er også nået til England, hvor det højt respekterede tidsskrift, Oxford Magazine, har bedt DM-formand, Ingrid Stage, om en analyse af situationen i Danmark som baggrund for en aktuel debat på Oxford University om et forslag til ændring af deres kollegiale styreform til en ledelsesstruktur, der går i retning af den danske.
”Udover, at det er en stor ære at blive bedt om at skrive i et tidsskrift som Oxford Magazine, giver det også en fremragende platform til at operere ud fra, når det gælder om at beskrive situationen her i Danmark”, siger Ingrid Stage.
Det forventes, at den endelige vurdering fra UNESCO bliver offentliggjort i slutningen af november i år.
Læs mere:
Ingrid Stages analyse i Oxford Magazine (pdf)dm.dk/forskningsfrihed