DM | NYHEDER OG KALENDER | Nyhedsarkiv | Ny undersøgelse vækker bekymring

Ny undersøgelse vækker bekymring

01. september 2009

I forbindelse med den igangværende evaluering af universitetsloven har konsulenthuset Capacent spurgt 8369 personer med relationer til universiteterne, hvorledes de ser på emner som forskningsfrihed, indflydelse på eget arbejde og tillid til ledelsen.

Og resultaterne vækker bekymring. Knap 90 procent af de ansatte på universiteterne mener ikke, de har nogen indflydelse på den øverste ledelses beslutninger. Derudover mener kun halvdelen, at de har indflydelse på, hvad der sker på deres eget institut.

Formand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, siger til dagbladet Information, at han mener, man kunne have lavet den samme undersøgelse med de samme resultater, før universitetsloven trådte i kraft i 2003.

Men den køber tillidsmand for DM’s (Dansk Magisterforening) medlemmer på Københavns Universitet, Leif Søndergaard, ikke.

”Det er helt forfejlet, at universitetsloven ikke har haft nogen negativ indflydelse på medarbejdernes oplevelse af medindflydelse. De beslutninger ledelsen tager, har slet ikke samme opbakning som før, fordi de ansatte ikke har været inddraget, og derfor heller ikke forstår baggrunden for beslutningerne. Og det er måske det allerstørste problem ved den nye ledelsesform: Loyaliteten forsvinder – og den er utrolig vigtig, fordi hele universitetets image afhænger af den”, siger Leif Søndergaard.

Samme oplevelse i dagligdagen

Leif Søndergaard genkender resultaterne fra undersøgelsen fra sin egen dagligdag på Københavns Universitet.

”Der eksisterer en stor skepsis over for, hvordan tingene fungerer. I vores sidste arbejdspladsvurdering her på naturvidenskab troede 79 procent af de ansatte ikke på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen. En af årsagerne er, at ledelsen tager beslutninger uden at forelægge nogle logiske argumenter for medarbejderne”, siger han.

Det internationale panel, der skal komme med dets syn på den danske universitetslov har netop været på tur rundt i landet. Panelets anbefalinger ventes inden årets udgang.

Læs mere:
Blandet indtryk efter møder med evalueringspanel
dm.dk/forskningsfrihed