To professorer får forskningspris
10. november 2009
To professorer - Hans Bonde, Institut for Idræt ved Københavns Universitet, og Jørgen Kjems, Molekylærbiologisk Institut på Aarhus Universitet – modtager den 24. november Dansk Magisterforenings Forskningspris på hver 50.000 kroner. De to priser gives for at belønne kritisk, fremragende og nytænkende forskning.
Hans Bonde
Hans Bonde får prisen som anerkendelse af en både omfattende og nytænkende forskning i samspillet mellem krop, idræt og samfund både i nutiden og i historiske perioder. Han har evnet at stille skarpe spørgsmål og vælge utraditionelle vinkler i sin forskning.
Hans Bonde er Danmarks første professor i idrætshistorie og skabte i 2006 meget debat med sin bog ”Foldbold med fjenden”, der satte fokus på dansk fodbolds samarbejde med Tyskland under besættelsen. Han har i sin forskning været med til at udfordre gængse forestillinger om samspillet mellem idræt og politik, men også mellem maskulinitet og sport samt mellem krop og samfund.
Han har dermed bidraget til forståelsen af dansk kulturhistorie både nationalt og internationalt blandt andet fordi, han har evnet at udtrykke sig kort og præcist om sin forskning i sin undervisning og i den offentlige debat.
Jørgen Kjems
Jørgen Kjems får prisen for sin fremragende grundforskning og sin evne til at formidle svært tilgængeligt stof. Senest har professoren og hans forskerteam udviklet en DNA-boks som en selvsamlende nanokasse med låg, der kan åbnes og lukkes med den rette DNA-nøgle.
Hans resultater har givet stor international bevågenhed, fordi det kan vær et vigtigt skridt mod nye metoder til at diagnosticere sygdomme og få medicin til at virke på rette tid og rette sted i for eksempel en kræftpatients krop.
Jørgen Kjems forsker desuden i brugen af de såkaldte RNA-molekyler med henblik på bekæmpelse af blandt andet influenza og betændelsestilstande i kroppen.
Dansk Magisterforenings Forskningspris er blevet uddelt én gang om året siden 2006.