DM | NYHEDER OG KALENDER | Nyhedsarkiv | DM svarer på kritik fra Helge Sander

DM svarer på kritik fra Helge Sander

26. februar 2009

Det sidste punktum i sagen om DM’s (Dansk Magisterforening) klage til UNESCO om forskningsfrihed er nu sat for DM’s vedkommende.

Nu er det således op til FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab at komme med en udtalelse og eventuel kritik.

DM har klaget til UNESCO, fordi foreningen mener, at universitetsloven fra 2003 og den såkaldte instruktionsbeføjelse strider mod de internationale anbefalinger, Danmark tilsluttede sig i 1990’erne. Denne klage har Helge Sander (V) svaret på, hvorefter DM har givet et modsvar, hvilket om ganske kort tid bliver sendt til UNESCO.

DM har undervejs i forløbet fået støtte af Education International, der repræsenterer 30 millioner undervisere i 172 lande.

Helt konkret drejer det sig om retten til at forske frit, uden at blive pålagt bestemte emner at forske i. For nylig har også rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, erklæret sig enig i kravet om en lovændring, der sikrer forskeres personlige forskningsfrihed.

”Vi er bestemt glade for, at rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, bakker op om en lovændring. En institutleder må aldrig kunne pålægge en forsker så mange opgaver, at man reelt afskærer vedkommende fra at forske inden for normal arbejdstid”, siger formand for DM, Ingrid Stage.

UNESCO forventes at komme med en udtalelse i løbet af det tidlige efterår 2009.