DM | NYHEDER OG KALENDER | Nyhedsarkiv | Finanslov 2010: Regeringen spil-ler roulette med dansk økonomi

Finanslov 2010: Regeringen spil-ler roulette med dansk økonomi

26. august 2009

Midt i en krisetid præsenterede regeringen i denne uge dens forslag til en kommende finanslov. For DM (Dansk Magisterforening), der repræsenterer højtuddannet arbejdskraft var de mange sider ikke køn læsning.

Formand for DM, Ingrid Stage, forstår ikke regeringens prioriteringer.

”Regeringen burde føre en lang mere aktiv beskæftigelsespolitik med flere offentligt investeringer. Det vil give færre udgifter til understøttelse og flere skatteindtægter og påvirke statsregnskabet positivt på både kort og langt sigt. Der spilles roulette med den danske økonomi – med en stærkt forøget arbejdsløshed som indsats”, siger Ingrid Stage.

Universiteterne bliver presset på økonomien

Med næste års finanslov påbegynder regeringen en ny metode for færdiggørelsesbonus på universiteterne. Bonussen bliver nu ikke længere udbetalt, når den studerende er færdig, men kommer kun til udbetaling, når det sker inden for den normerede tid.

”Denne ændring er vedtaget, før arbejdsløsheden begyndte af vokse. Med den nuværende jobsituation in mente er det nærliggende at tro, at mange studerende vælger at forlænge studietiden en smule frem for at komme ud på jobmarkedet og stå bagerst i køen. Denne udvikling har universiteterne ingen part i, men de kommer til at blive presset på økonomien som følge af den. Dette skred har regeringen valgt at sidde overhørig”, siger Ingrid Stage.

Taxameterordningen skal have et løft

En rapport fra McKinsey har netop påvist, at uddannelsesomkostningerne er væsentlig højere end taxametertaksterne. Regeringen har derfor tilført 100 millioner kroner til den laveste taxametertakst.

”Problemet er bare, at beregninger fra AC viser, at det vil svare til et løft på knap 2000 kroner på den laveste takst. Rapporten fra McKinsey dokumenterer, at der er en manko på 12.000 kroner mellem de reelle omkostninger og den laveste takst, så de 100 millioner kroner afhjælper reelt kun en sjettedel af problemet”, siger Ingrid Stage.

Billedet på forsknings- og undervisningsområdet er dog karakteriseret ved, at der i løbet af efteråret henstår en række forhandlinger om fordelingen af midler fra globaliseringspuljen. Først når disse forhandlinger er overstået, kan det overordnede billede tegnes med sikkerhed.


Læs mere på dm.dk/forskningsfrihed