DM | NYHEDER OG KALENDER | Nyhedsarkiv | Blandet indtryk efter møder med evalueringspanel

Blandet indtryk efter møder med evalueringspanel

28. august 2009

Det internationale panel, der skal evaluere den danske universitetslov fra 2003 afslutter i dag, 28. august, en uges tur rundt i landet for at få inputs og holdninger fra universiteterne og relevante organisationer.

I den forbindelse har DM’s formand, Ingrid Stage, i to omgange – som henholdsvis leder af gruppen af universitetslærere i AC’s forhandlingsdelegation på universitets- og forskningsområdet og som en del af AC’s bestyrelse – mødtes med gruppen.

Hun har et blandet indtryk efter de to møder.

”Panelet var meget interesseret i at høre om vore erfaringer med fusionerne, og hvordan vi forhandler løn for de ansatte. Det er også relevant, men ikke i en universitstslovssammenhæng, hvor vores store anke er den manglende sikring af den akademiske frihed samt de ansattes og studerendes manglende indflydelse i de styrende organer. Disse forhold var panelet ikke særlig optaget af, da vi mødtes med dem”, siger Ingrid Stage.

Kritisk overfor det videre forløb

Ingrid Stage er naturligvis glad for, at hun i sin egenskab af formand for den største fagforening for universitetsansatte har haft mulighed for at præge panelets holdninger, inden den egentlige evaluering bliver fremlagt.

Hun er dog kritisk overfor det videre forløb.

”Jeg har desværre fået fornyet og forstærket min skepsis for, hvad der kan komme ud af evalueringen. Jeg mener ikke, at panelet taget fat i de reelle problemer, manglende forskningsfrihed og medindflydelse, men fokuserer på de områder, som ministeriet har prioriteret, men som ikke er nær så relevante for arbejdsmiljø og trivsel på universiteterne”, siger Ingrid Stage.

Hun understreger, at evalueringen af universitetsloven er særdeles vigtig for fremtidens danske samfund.

”Der skal ske markante forbedringer på de to områder, vi har sat øverst på dagsordenen, hvis vi fortsat skal kunne rekruttere de bedste hjerner til en universitetskarriere. Det håber jeg, politikerne vil være opmærksomme på, selv hvis den endelige evalueringsrapport ignorerer problemerne”, siger hun.

Læs mere på dm.dk/forskningsfrihed