DM | NYHEDER OG KALENDER | Nyhedsarkiv | Det giver ingen mening

Debatindlæg i Information 24. april af Ingrid Stage, formand for DM - Dansk Magisterforening

Det giver ingen mening

24. april 2009

Danmarks videnskabsminister er en flittig mand, der kan gøre universitetspolitik til forsidestof ved blot at udtale ordet vision. Og Helge Sander (V) skal roses for, at der er opnået bred konsensus om, at forskning og uddannelse er central for udviklingen af vækst og velfærd.

Ministerengagementet har været båret af ønsket om en radikal ændring af kulturen på universiteterne. Gennem et utal af nye love og reguleringer er universiteterne i løbet af ganske få år blevet påført meget dramatiske ændringer. Universitetsloven fra 2003 udstak kursen, og en lang række følgelove er fulgt i kølvandet. Ønsket om en kulturændring er gået i opfyldelse.

DM har været stærkt kritisk over for mange af tiltagene, og vi er enige med de studerende, der i denne tid protesterer mod resultatet af ændringerne: den voldsomme markedsgørelse.

Men DM har delt ministerens ønske om mere og bedre uddannelse - ikke mindst den forskningsbaserede kandidatuddannelse.

Ministerens nye vision om mindre uddannelse giver derfor ingen mening. Følger de studerende opfordringen til at nøjes med en bachelorgrad, vil de stå ringere stillet på arbejdsmarkedet. Overledighed blandt bachelorer i forhold til kandidater har været et konstant fænomen. Også for virksomhederne og samfundet vil det give bagslag. I denne krisetid er det mere forskningsbaseret viden, der bliver brug for. Det er den danske kandidatuddannelse skræddersyet til at levere. Derfor skal vi værne om den, ikke underminere den. Og videnskabsministeren bør gå foran.