Pressemeddelelse fra DM
Det private erhvervsliv gafler humanister som aldrig før
12. marts 2008
Det private erhvervsliv ansætter humanister som aldrig før. Over halvdelen af de nyuddannede kandidater ender i dag i det private erhvervsliv. Dét viser den første større undersøgelse af humanisternes vej fra uddannelse til job.
For ti år siden var kun en tredjedel af humanisterne ansat i det private erhvervsliv. I dag er tallet steget til 52 procent. Cand.mag.erne har for alvor brudt barriererne til erhvervslivet, og i dag arbejder de inden for stort set alle brancher.
”Relationerne mellem humanister og arbejdsmarkedet har de seneste ti år udviklet sig til at være en succeshistorie. Ledigheden er faldet støt, og humanisterne har formået at rykke ind på nye områder på arbejdsmarkedet”, siger Ingrid Stage, formand for den største fagforening for humanister, DM (Dansk Magisterforening).
Humanister favner bredt
At erhvervslivet nu har fået øjnene op for humanisternes evner, har Ingrid Stage en ganske enkel forklaring på.
”Det private erhvervsliv ønsker i dag at hyre medarbejdere, der kan analysere kompliceret stof og som har evnen til selvstændig tænkning. Alt det kan humanisterne, og det er derfor lykkedes dem at blive interessante for arbejdsgivere på andre felter end de gængse”, siger Ingrid Stage.
Undersøgelsen, som seks universiteter står bag, og som har DM med i styregruppen, viser også, at hver tredje studerende på de humanistiske fakulteter bliver tilbudt ansættelse, mens de stadig har deres gang på universitetet.
”Det er nu dokumenteret, at de humanistiske kandidater orienterer sig bredt og opfatter sig selv som bredt kvalificerende, hvor de tidligere satsede mere snævert på at få et job, hvor de kunne anvende lige nøjagtig deres arkæologiske ekspertise eller fransk/spanske sprogfærdigheder”, siger Ingrid Stage.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i svar fra 8000 kandidater, der dimitterede fra 2001 til 2006. Bag undersøgelsen står Københavns Universitet, RUC, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet samt Syddansk Universitet med DM med i styregruppen.
Læs hele undersøgelsen her (pdf)