Ingeniørerne ud af AC

13. juni 2008

”For mange af DM’s medlemmer vil denne meddelelse blive modtaget med beklagelse, for på mange såvel offentlige som private arbejdspladser er der et godt kollegialt samarbejde mellem DM’s og IDA’s medlemmer, hvor det for den enkelte ansatte ikke er afgørende, om kollegaen er medlem af DM eller IDA. Det er naturligvis især på arbejdspladser med mange naturvidenskabelige medarbejdere, at det gør sig gældende.

Beslutningen har været ventet længe og kommer derfor ikke som nogen overraskelse. Men som medlem af AC’s forhandlingsudvalg på det offentlige område, som leder af AC’s forhandlingsudvalg på universitets- og forskningsområdet og som medlem af AC’s bestyrelse finder jeg beslutningen beklagelig. DM og IDA har mange fælles interesser og har ganske ofte støttet hinanden, når AC’s overenskomstkrav har været til drøftelse, og ikke mindst på sektorforsknings- og universitetsområdet har vi gennem mange år haft et helt fortrinligt og tillidsfuldt samarbejde.

Jeg skal ikke kaste mig ud i gisninger om IDA’s bevæggrunde for at melde sig ud. For DM handler det nu om at indstille sig på en ny situation. I første omgang handler det om hurtig, præcis og løbende kommunikation til vores medlemmer på såvel private som kommunale, regionale og statslige arbejdspladser, for ellers kan rygterne om konsekvenserne af IDA’s enegang give anledning til megen uro. Derfor har DM’s sekretariat da også oprettet en bredt sammensat taskforce, der gennem det næste halve år kan opsamle information, vurdere situationen og igangsætte de nødvendige initiativer.

På nuværende tidspunkt er det ganske svært at give et samlet overblik over situationen. IDA’s ledelse har ikke ønsket at indvi DM i deres planer med hensyn til en eventuel fortsættelse af det AC-klubsamarbejde, der er etableret på mange både private og offentlige arbejdspladser. For de ansatte på arbejdspladserne vil en fortsat fælles front over for ledelserne ganske givet være at foretrække. At give arbejdsgiverne mulighed for en del- og hersk politik giver sjældent en langvarig gevinst for nogen. Og selv om IDA’s ledelse med baggrund i den aktuelle beskæftigelsessituation måske er fristet til at tro, at ingeniører kan gå på vandet og derfor ikke behøver at samarbejde med andre akademikergrupper, vil DM ikke umiddelbart anbefale vores medlemmer at bryde alle broer til samarbejdet med de lokale kolleger i IDA. Derimod vil vi opfordre vores medlemmer til at følge udviklingen meget nøje og løbende informere DM’s sekretariat om situationen på arbejdspladsen. Hvis det i løbet af den kommende tid viser sig, at IDA’s ledelse pålægger sine medlemmer samme enegang lokalt, som man nu har besluttet centralt, vil DM naturligvis med sindsro tage konkurrencen op. Men herfra skal der ikke herske den mindste tvivl om, at vi beklager denne udvikling, for al erfaring viser, at når de ansatte står splittede, er det arbejdsgiverne, der vinder. Og det kan da aldrig være en fagforenings mål. Men IDA ønsker måske slet ikke at være en fagforening?”