Særligt sensitive mennesker (København) - (OVERTEGNET)
- om at finde balancen i livet, når man er ekstra dybsindig og modtagelig over for indtryk
Ifølge nyere forskning er mellem 15 og 20 % af alle mennesker særligt sensitive. De er ekstra kreative, medfølende og eftertænksomme og beskæftiger sig ofte med vidensarbejde, kunst og lignende områder, hvor evnen til fordybelse, fornyelse og formidling er efterspurgt. På grund af den høje grad af sensitivitet, som bidrager til deres talent, er de samtidig mere sårbare over for stress end andre. I det skjulte føler mange særligt sensitive sig forkerte, overvældede eller udenfor. Psykiske problemer og kronisk overstimulering kan opstå, hvis de ikke ved, at det drejer sig om et medfødt karaktertræk og derfor lever uden tanke på sensitiviteten. Ved at forstå og anerkende den særlige sensitivitet er det meget lettere at udnytte fordelene, overvinde problemerne og skabe balance i livet.
Oplægsholder på aftenens møde er autoriseret psykolog Lise August, der sammen med sin mand Martin August har privat praksis på Frederiksberg og i Århus. De har stiftet firmaet Sensitive Living og specialiseret sig i at arbejde med særligt sensitive mennesker og stressreduktion. Vær forberedt på at møde en befriende karakteristik af et indtil nu alt for overset karaktertræk, som berører ca. 1 ud af hver 5 danskere.
Tid og sted: 23. februar 2010, kl. 17-20, København