Klimaforandringer som "wicked problem" (Århus) - AFLYST
Der er gennem de seneste år opstået en række komplicerede problematikker, hvor klimaforandringerne er det største. Nanoteknologi, elitesportdoping og virksomheders sociale ansvar er andre eksempler. Et wicked problem er "ondskabsfuldt", fordi løsning af problemet er kompliceret, sjældent kan løses inden for en videnskab og derfor kræver tværvidenskabeligt arbejde, særlige analysemetoder, flere forskellige positioner og synsvinkler samt tackling af dilemmaer. Endelig risikerer løsning af problemet at skabe nye problemer.
For at kunne analysere wicked problems er det en fordel at anvende forskellige videnskabelige metoder, fx et socialanalytisk diagram, interessent- og diskursanalyse og etiske analyser. Det er vigtigt at skabe forståelse for de komplekse problematikkers mange og ofte modsatrettede dimensioner, der i udgangssituationen inviterer til konflikterende opfattelser og manglende dialog. Forståelsen af kompleksiteten vil gøre det muligt at foretage en kvalificeret vurdering og en afvejet konklusion, der skaber grundlag for en fortsat udveksling af synspunkter.
Tom Børsen er ekstern lektor, PhD, Niels Bohr Instituttet, og Steen Hvid er ekstern lektor, cand.merc., CBIT, Roskilde Universitetscenter. De har gennem de seneste år arbejdet med videnskabsteoretiske og etiske problemstillinger i praksis, bl.a. medicinpriser og fødevareproduktion i den 3. verden. På mødet vil de vise eksempler på konkrete analyser, og deltagerne inviteres til selv at arbejde med mindre cases og eksempler.
Tid og sted: 25. november 2008, kl. 17-20, Århus.