Krav til OK 13
Der er tid til at holde klubmøder og til at indsende forslag til overenskomstkrav.
DM’s Overenskomst- og Arbejdspladsudvalg (OKAPU) og DM’s hovedbestyrelse har nu fastlagt fire temaer for OK 13 og har forberedt indkaldelsen af forslag til krav.
De fire temaer er
- Løn
- Tryghed
- Beskæftigelsesfremme
- Arbejdsmiljø
Løn
Dette tema kan indeholde generelle og sektorspecifikke lønkrav samt ligelønskrav. Det kan fx være krav om gennemsigtige lønstatistikker fordelt på køn eller barsel til fædre med henblik på at sikre ligeløn.
Tryghed
Her tænkes på krav, som kan forbedre sikkerheden i ansættelsen og generelle krav, som kan sikre, at den enkelte også fremadrettet har arbejde. Det kan fx være forbedrede opsigelsesvarsler og bedre TR- og SU-beskyttelse. Det kan også være krav, som handler om employability. Det vil sige mulighed for løbende efter- og videreuddannelse, som kan fastholde den enkeltes markedsværdi.
Beskæftigelsesfremme
Dette tema kan indeholde krav, som på den ene side kan komme de ansatte til gode og samtidig skaber åbninger, hvor ledige kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det kan fx være krav om ret til orlov med vikar eller mulighed for retrætestillinger, som kan give plads til, at unge kan komme ind på arbejdsmarkedet.
Arbejdsmiljø
Under dette tema tænkes på krav som kan forbedre arbejdsmiljøet. Fx bedre tilrettelæggelse af den enkeltes jobfunktioner, så de passer til den enkeltes livssituation i forhold til familie og ambitioner. Det kan være minimumskrav til lokalt aftalt stresspolitik og krav, der kan sikre, at samarbejdsudvalget har mulighed for at træffe beslutninger så tæt som muligt på de berørte medarbejdere (nærhedspricippet).
Udover de fire temaer, kommer sektorspecifikke krav, der ikke umiddelbart kan indeholdes i de øvrige temaer, fx stillingsstruktur på professionshøjskolerne.
Ligestilling indgår konsekvent i temaerne som en nødvendig forudsætning.
Læs også artiklerne
Smal økonomisk ramme ved OK 13 »
Decentral løn »