Værdi af typiske elementer i en ansættelseskontrakt
Det er ikke bare lønnen, der handler om penge
Det gør andre rettigheder, som enten er med eller ikke er med i ansættelseskontrakten, også.
Du kan se hvor stor en værdi en række typiske rettigheder har. Beregningsgrundlaget er de rettigheder du har, hvis du er ansat efter DM's offentlige overenskomster.
1. Barsel - retten til løn under barsel
Kvinder, pr. fødsel: op til 44% af en årsløn*.
Mænd, pr. fødsel: op til 23% af en årsløn*.
2. Frokostpausen
Frokostpausen er en del af arbejdstiden, så den i alt kun er 37 timer: 6,8% af lønnen.
3. Overarbejde
Retten til afspadsering og betaling, hvis afspadsering ikke kan nås inden næste kvartals udløb: ca. 4,0% af lønnen*.
4. Den 6. ferieuge
Retten til fem særlig feriedage ("feriefridage"): 2,0% af lønnen.
5. Omsorgsdage
Retten til to omsorgsdage pr. barn under 8 år: ca. 0,8% af lønnen*.
6. Barns første sygedag
Retten til frihed med løn på barns første sygedag: ca. 0,8% af lønnen*.
7. Ferietillæg
Ferietillægget er på 1,5%, altså 0,5% mere end lovens krav: 0,5% af lønnen.
8. Pension
Pensionsindbetalingen er i det offentlige på omkring 17%. I en privat kontrakt kan pensionen enten være noget arbejdsgiveren indbetaler, eller noget man selv afgør, om man vil indbetale af sin løn. Indbetales der ikke noget fra arbejdsgiveren, bør lønnen som udgangspunkt svare til tallene i DM's privatlønsstatistik. Indbetaler arbejdsgiveren f.eks. 10% eller mere, så kan lønnen være tilsvarende mindre.
Forudsætninger for beregningerne
Værdien af de syv punkter er beregnet som værdien af de vilkår, der er gældende i DM's overenskomster med de offentlige arbejdsgivere. F.eks. ang. barsel, så er grundlaget det antal uger, man har mulighed for at få fuld løn i, hvis man er ansat i staten eller i en kommune. – Ligesådan er det f.eks. mht. frokostpausen beregnet, hvor meget det lønmæssigt er værd, at frokostpausen er indeholdt i de 37 timer, når man er ansat i staten eller i en kommune.
*1. Barsel
Hvis man ikke ifølge kontrakten har ret til løn under barsel, så har kvinder omfattet af funktionærloven ret til halv løn i 4 uger før og 14 uger efter fødslen. Mænd har ikke ret til løn under barselsorlov efter funktionærloven. I de øvrige uger, hvor man har ret til orlov, har man normalt ret til dagpenge. I beregningerne har vi lagt til grund, at barselsdagpengene gennemsnitligt svarer til ca. 44 % af lønnen.
I de offentlige overenskomster har kvinder ret til fuld løn 6 eller 8 uger før fødslen og 14 uger efter. Manden har ret til 2 uger efter fødslen.
Derudover har kvinden og manden, hvis de er ansat efter samme overenskomst, ret til 18 uger med løn. Hvis de er ansat efter forskellige offentlige aftaler har kvinden og manden 12 uger med løn hver – ud over de 14 uger.
*3. Overarbejde
Her er lagt til grund, at man har én times overarbejde i gennemsnit, der ikke kan afspadseres, om ugen, som ifølge overenskomsten skal betales svarende til 1,5 time pr. time., hvis det er noget man har over længere perioder. – Har man ikke sådant overarbejde skal værdien sættes til 0. Men har man mere, så er værdien altså højere.
*5. Omsorgsdage
Én årlig fridag svarer til 0,4% af den samlede arbejdstid.
*6. Barns første sygedag
Her er lagt til grund, at man har ét mindreårigt barn, hvor man er hjemme to gange én dag på et år. – Er ens barn aldrig syg, så sættes værdien til 0 kr. Er det oftere syg, eller har man flere mindreårige børn, så er værdien højere.