Log ind og få hurtig adgang til alle online medlemsfordele, eller ret dine data.

Indtast cpr.nummer (uden bindestreg)

Indtast adgangskode Hjælp til log ind »
DMLøn og ansættelseAfskedigelse Gode råd, hvis du bliver afskediget

Gode råd, hvis du bliver afskediget

Psykologisk set er en fyring en separationsproces. Man er udsat for et tab og skal adskilles fra noget, som man ofte gennem længere tid har bundet sine følelser og sin loyalitet til, og det gør ondt.

Interviewet med erhvervspsykolog Kit Sanne Nielsen er et uddrag fra pjecen: ”Hvis du bliver afskediget”

Tabet afstedkommer en række forskellige følelser og tanker: ”Nogle bliver lammede, bange og bekymrede for fremtiden. Nogle bliver vrede, nogle bliver ulykkelige og kede af det, mens andre føler skyld og skam over, at de blev fyret. Og nogle føler lidt af det hele.”

Kit Sanne Nielsen mener, at man skal give sig selv lov til at være ked af det. Tillade sig at have følelser som handler om, at man føler sig forurettet og uretfærdigt behandlet. ”Men det er også vigtigt at afdramatisere fyringen. At snakke med andre og ikke gå og gemme sig og skamme sig. Og så skal man koble fornuften på og komme videre. Få struktur på hverdagen”, siger hun. Mange menneskers tilværelse og identitet er for en stor del bygget op omkring arbejde. Arbejdet er med til at legitimere os som mennesker. Det er vores adgangsbillet til at udveksle viden og erfaringer med andre.

”Vores værdier er dybt forankrede i arbejdet: Du skal uddanne dig, være dygtig og have et langt cv med kurser og nye masteruddannelser. Arbejdet er typisk det første, vi spørger om, når vi møder nye mennesker, og du er ingen, hvis du ikke arbejder. Derfor betyder en fyring også, at tæppet bliver revet væk under dig, og du har en følelse af, at hele identiteten ryger.”

Forståelse giver fremdrift
Erhvervspsykologen understreger, at et så gennemgribende slag betyder, at man har brug for at forstå fyringen for at kunne handle konstruktivt fremadrettet. Og hvordan man kan forstå det, afhænger blandt andet af, hvorfor man er blevet fyret. ”Fyringer skyldes ofte noget strukturelt, og i den sammenhæng er det vigtigt, at normalisere fyringen og sætte den ind i en anden kontekst end den, der handler om dig selv: Fx at arbejdspladsen skulle skære ned på omkostningerne. Derfor var ledelsen nødt til at se på, hvad der kunne skæres væk, og du kunne ikke gøre noget for at forhindre det. Det var uden for din rækkevidde,” siger Kit Sanne Nielsen.

Hvis man bliver afskediget af grunde, der handler om en selv, må man være realistisk og se på, hvordan man kan forstå det, og hvad man kan lære af det: ”Intet er objektivt i denne verden, så der ligge en masse forskelligt i en fyring. Jeg plejer at sige, at hvis bare fem procent af det er rigtigt, hvad ligger der så i de frem procent, og hvad kan du bruge det til fremadrettet?”

Kit Sanne Nielsen anbefaler at tage det konstruktive med og bruge det til at finde ud af, hvad du kan gøre bedre en anden gang, og hvordan du kan bruge dig selv anderledes fremover: ”Det handler ofte om de personlige og de sociale kompetencer. Du kan arbejde med at blive mere fintfølende overfor omgivelserne og være opmærksom på, hvordan du fx kommunikerer: Er du for lukket eller for åben? For direkte eller for indirekte? Du kan med andre ord bruge fyringen til at se på, hvad du kan gøre for at flytte dig.”

Tag det gode med
En fyring giver et knæk på selvværdet, og det bedste du kan gøre er at forsøge at komme overens med, at det er sket, og at den fyring er blevet en del af dine erfaringer på arbejdsmarkedet og en del af historien.

”Fortæl dig selv – igen og igen om nødvendigt – at den slags sker. Noget braste ind i mig. It is out off my control.” ”Det er vigtigt at få en god historie for at komme videre. Og det gode forsvinder ikke, fordi du er blevet fyret. Tænk over det gode, du gerne vil have med fra hylderne på den arbejdsplads, som du forlader, og lad så resten blive tilbage. Skriv dine valg ned, og lad dem være pejlemærker fremover. Hvad er du glad for, at du er sluppet for? Tænk tre måneder frem. Hvad kan lade sig gøre de næste tre måneder? Hvad skal du have styr på?” ”Det gør rigtig ondt at blive fyret, og det skal man have respekt for. Men langt de fleste finder et nyt job, knytter sig til nye kolleger og bliver mindst lige så glade for det, som de var for det sted, de blev fyret fra”, siger Kit Sanne Nielsen

Tænk konstruktivt
Robusthed er evnen til at håndtere modgang, frustrationer, stress og krise. En del undersøgelser bekræfter, at især seks faktorer er kraftigt medvirkende til at skabe robusthed:

1. Relationer
Gode relationer med familie og venner opbygger din robusthed, og giver dig mulighed for at tale om problemer.

2. Evnen til at skifte perspektiv
Der er ingen objektiv sandhed om, hvad der er godt, og hvad der er skidt – kun perspektiver. Du kan ikke undgå negative hændelser, men du kan ændre dit syn på dem.

3. Arbejd mod et mål
Opsæt realistiske mål og gør hele tiden små indsatser. Ved at fastsætte og fokuserer på dine egne mål, kan du bevare følelsen af kontrol.

4. Udvikl dig selv
Find områder, hvor du kan få selvindsigt og udvikling. Når du opnår indsigt i dig selv eller forbedrer en færdighed, bliver du fyldt med styrke.

5. Et positivt selvbillede
Styrk din tro på dig selv ved at fokusere på dine styrker og de områder, hvor de er mest aktive. Arbejd bevidst med dine styrker i stedet for dine svagheder.

6. Pas på dig selv 
Find og praktisér metoder der holder din psyke og krop i topform. Psykisk er den mest effektive metode meditation/ mindfullness.