6 dages mastermodul
En organisation er et fletværk af kommunikative og dialogiske relationer. Som facilitator for organisationsudvikling og -forandring skal du have et skarpt analytisk blik for relationer og processer på alle niveauer i en organisation. På dette kursus får du en organisationsteoretisk forståelse af den kompleksitet, der er på spil i forbindelse med facilitering af for eksempel fusioner, organisationsforandringer, implementering af strategier, værdier og visioner samt generel projektledelse.
Indhold og udbytte På dette mastermodul får du lagt et fagligt og personligt fundament for at virke som facilitator og dermed bidrage til en dialogisk og effektiv arbejdsplads. Du lærer at forstå organisationers forandringsprocesser og samspillet mellem forandringer i organisationen, organisationens omgivelser og organisationens interessenter.
Du lærer at identificere mulige konflikter og potentielle problemer, således at du kan tilrettelægge arbejdsprocesserne på en måde, hvor du som facilitator navigerer effektivt i problemerne og mod målene.
Når du forstår forandringerne og kan identificere konflikterne, er du i stand til at facilitere forandringerne: dvs. at gøre det lettere for organisationen og dens medlemmer at blive bedre til - og mere trygge ved - at navigere i forandringsfeltet. Det lærer du på dette kursus gennem indgående teoretisk og praktisk arbejde med bl.a. følgende emner ud fra et dialogisk perspektiv:
- Organisationsforståelse på mikro- og makroniveau
- Den dialogiske facilitators rolle ud fra et leder-, mellemleder- og medarbejderperspektiv'
- Facilitering af strategier, værdier og visioner
- Facilitering af forandringsprocesser samt forandringskommunikation
- Facilitering af møder og projekter
- Psykologiske processer i faciliteringen.
Målgruppe Kurset henvender sig til dig, der gerne vil påtage dig rollen som facilitator, så du forstår og arbejder langsigtet og resultatorienteret med den dialogiske organisation i en forandringskrævende verden på et reflekteret og teoretisk grundlag.
Grundlag Kurset er funderet i en holistisk og dialogisk faglighed: Vi anskuer organisationen og dens forandringsprocesser som et fletværk af kommunikative og dialogiske relationer både på et makro-plan (organisationen, kulturen), på et mikro-plan (samtalen, mødet) og i spændingsfeltet mellem disse to planer. Facilitatoren er ud fra dette perspektiv ikke en ekstern fødselshjælper, men derimod en integreret og aktiv deltager i processen.
Form og eksamen Undervisningen foregår som en dynamisk proces med vekslen mellem forelæsning, dialog med udgangspunkt i teori og deltagernes aktuelle problemstillinger og erfaringer samt praktiske øvelser i de anvendte teorier og modeller.
Eksamen er en kombineret prøve med en skriftlig opgave og en mundtlig eksamen. Her arbejder hver deltager med en afgrænset problemstilling fra deltagerens egen organisation.
Kurset er udviklet i et samarbejde mellem International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet, DM Efteruddannelse og Syddansk Universitets Efteruddannelse (SDUE).
Kurset er meritgivende på masteruddannelsen i International
Virksomhedskommunikation på SDU. Kurset afsluttes med eksamen og giver 10 ECTS-point.
Kurset kan også indgå i en fleksibel masteruddannelse. Kontakt DM Efteruddannelse for nærmere oplysninger.
Undervisere
Undervisningen varetages af medlemmer af Forskerkredsen: Holisme - Dialog - Organisation ved International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet, blandt andre:
- Sune Vork Steffensen
- Sarah Bro Pedersen
- Nicolai Nybye
Tid og sted
Forår
12/3, 26/3, 9/4, 23/4, 7/5, 21/5 2010
København
Alle dage kl. 9-16
Eksamen i uge 24 2010
Pris
Medlemmer: 21.900 kr., andre: 23.400 kr.
Inkl. bøger, eksamen og forplejning
Tilmeldingsfrist
Forår 12. februar 2010
Kurset er meritgivende med 10 ECTS-point på masteruddannelsen i International Virksomhedskommunikation på SDU
Kursusnummer
Forår 10103007