DM Salgs- og markedsføringsnetværk
Stadig flere DM’ere finder beskæftigelse inden for salg og markedsføring – eller har salg og markedsføring som en del af deres jobbeskrivelse. Dette kan fx være i kommunikations- og reklamebranchen eller i større virksomheders marketing- og kommunikationsafdelinger, hvor det er vigtigt målrettet at kunne bidrage til organisationens bundlinie.
DM Salgs- og markedsføringsnetværk er mødestedet for dig, som i dit arbejde har kundekontakt eller arbejder med salgsstøttende markedsføringsaktiviteter. Udover salgsarbejdet, kan det være opgaver som for eksempel planlægning af salgskampagner, samarbejde med reklamebureau, planlægning og afholdelse af messer og events eller håndtering af PR og presserelationer.
I netværket får du lejlighed til personligt at møde andre, som har lignende opgaver, til at blive fagligt ajourført og diskutere, hvordan man finder og fastholder kunder, kampagnestrategi, idéudvikling, branding, events og så videre.
Som medlem af netværket kan du stille spørgsmål til de andre netværksmedlemmer om aktuelle opgaver og emner, eller søge information om f.eks. konkrete markedsførings-værktøjer. Alt sammen online. Du kan også få inspiration og møde de andre medlemmer ved de arrangementer, der afholdes i netværkets regi.
Du kan også selv starte din egen lokale fagcelle.
Læs mere herGå til netværk