DM kender scient.erne bedst
Med et job på et universitet uden højeste arbejdstid og tre børn er astrofysikeren Anja C. Andersen glad for den rådgivning, DM kan tilbyde hende.
Siden astrofysikeren Anja C. Andersen i begyndelsen af 1990’erne skrev speciale, har hun brugt DM adskillige gange – på trods af, at hun aldrig har været arbejdsløs.
”Jeg har brugt DM i forbindelse med ansættelseskontrakter og barsel i forbindelse med mine tre børn. Når jeg har brugt DM, er jeg blevet overrasket over, hvor specifik og konkret, rådgivningen har været. Og jeg har fået langt mere rådgivning, end jeg forventede”, siger Anja C. Andersen, der til dagligt forsker i stjernernes færden på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.
DM-rådgivning gav mere i løn
At DM, som langt den største fagforening for cand.scient.er, har et indgående kendskab til scient.ernes ønsker og krav, nævner Anja C. Andersen også som en væsentlig fordel, når DM skal kæmpe medlemmernes sag.
”DM kender mig og den type, jeg repræsenterer”, siger hun og uddyber med nogle konkrete eksempler på sager, hvor DM har hjulpet.
”I forbindelse med mine barsler har DM oplyst mig om, hvad der rent faktisk er ret, og hvad der er pligt. I mit job har jeg ingen øvre arbejdstid, hvilket godt kan være svært at administrere. Derudover har DM en enkelt gang kæmpet min sag og derigennem skaffet mig væsentlig mere i løn”, siger hun.
Ser fagforeningen som en forsikring
Anja C. Andersen ser et medlemskab af DM som en form for forsikring. Den er god at have, men man håber, at man ikke får brug for den – med én væsentlig forskel.
”Ligesom du også har bil- og husforsikringer, er det godt at forsikre sig imod arbejdsløshed eller problemer på arbejdspladsen. Men modsat en almindelig forsikring er der i DM tillige mulighed for at tage kurser og deltage i fyraftensmøder, så du hele tiden kan holde dig opdateret inden for din branche, og du bliver orienteret gennem Magisterbladet”, siger hun.
Er jeg møgforkælet?
Ifølge Anja C. Andersen kan det ofte være svært at være alene som lønmodtager mod ”systemet”, når der skal forhandles løn, arbejdsopgaver eller muligheder for orlov.
”Det kan være rart at blive bekræftet hos en konsulent fra DM, at man ikke er møghamrende forkælet, men faktisk har ret til forskellige goder. Det er svært at vide, hvad der er normalen, hvis man er alene mod ”systemet””, siger hun.